Den såkaldte krig mod terror har medført et altdominerende billedregime i medierne, som gør det vanskeligt at udvikle modbilleder og modstrategier.
Denne tese er udgangspunktet for et seminar med titlen »Image Politics – To See Is To Destroy«, som afholdes i København den 10-11 april 2010.
På seminaret præsenteres oplæg af kunsthistoriker og lektor Mikkel Bolt, professor Nils Norman og kunstneren Jacob Jacobsen. Udover oplæggene fra teoretikere og kunstnere, vil der være deltagelse af aktivister fra USA, Tyskland og Danmark.
Ved seminaret vil brugen af billeder i krigen mod terror komme under belysning, ligesom der vil være en udveksling af synspunkter vedrørende mulige modstrategier.
I et oplæg til seminaret skriver lektor Mikkel Bolt, at det er uhyre vigtigt for staten at have styr på, hvilke billeder, der skabes og reproduceres:
»Staten er (...) afhængig af sin evne til at kontrollere de cirkulerende billeder, afhængig af billedet som omdrejningspunkt for sin sociale magt, der er nemlig ikke meget andet tilbage, da markedet har udhulet alle fællesskaber.«
Staten er bange for at miste grebet, skriver han og fortsætter:
»Det er tydeligt såvel i USA som i Danmark, hvor den politiske diskurs mere og mere er kendetegnet ved bombastiske frygtpolitiske markeringer om terrortrusler, klimakatastrofer og andre udefrakommende risici, der gør det nødvendigt at bakke op om staten, som får de videste beføjelser til at håndtere truslerne.«
Mikkel Bolts oplæg kan læses i sin helhed på Modkrafts baggrundsmagasin Kontradoxa.
Seminaret afholdes i forbindelse med Mikkel Bolts og Jacob Jacobsens kunstneriske og politiske forårskampagne Billed Politik.
Kampagnen involverer udover seminaret filmforevisning, udstilling, teater og to bogudgivelser.
Seminaret er arrangeret i et samarbejde mellem Københavns Universitet, Det Kgl. Danske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96