Annonce

6. april 2010 - 19:22

Afsløring: Her dræber amerikanske soldater civile irakere

Det omdiskuterede website WikiLeaks har offentliggjort en militærvideo, der viser amerikanske soldaters nedskydning af flere end 12 civile irakere, heraf to journalister fra nyhedsbureauet Reuters. Journalisterne døde, og to børn blev såret under angrebet.

Videoen er optaget fra den amerikanske Apache helikopter, som havde irakerne i sigtekornet. At dømme ud fra soldaternes kommentarer på videoens lydspor kan soldaterne ikke se forskel på journalisternes kameraer og Kalashnikov-geværer.

Nedskydningen skete den 12. juli 2007, da amerikanske soldater har zoomet ind på en gruppe civile, der går på en øde gade i den irakiske hovedstad. Der er ikke noget, der tyder på kamp, da skydningen finder sted. Da en bil kommer for at redde en såret mand, dræber soldaterne de hjælpsomme mennesker og smadrer bilen. I denne bil var de to børn, som blev sårede.

JPEG - 41.6 kb
Her ses to civile irakere hjælpe en såret iraker ind i en bil. Den amerikanske maskingeværskytte har placeret sigtekornet på de hjælpende mennesker. Inde i bilen er to børn.

Efterfølgende hører man en af soldaterne på optagelsen sige, at det er irakernes egen skyld, at børnene blev ramt, da de selv har bragt børn med til kamppladsen.

Reuters har gennem længere tid forsøgt at få fat i denne video, siden de to journalister, Saeed Chmagh og Namir Noor-Eldeen, blev meldt dræbt. Uden succes. Det amerikanske militær har ikke villet afsløre, hvordan angrebet foregik, og har påstået, at man ikke vidste, hvordan de to børn blev såret.

Videoen viser, at det vidste militæret godt.

Efter krav fra Reuters blev hændelsen undersøgt af det amerikanske militær, og militæret konkluderede, at soldaternes handlemåde var i overensstemmelse med reglerne.

WikiLeaks, der nu har offentliggjort videoen, har modtaget den fra whistleblowers i det amerikanske militær.

WikiLeaks har tidligere offentliggjort hemmelige dokumenter, for eksempel om Guantanamo-fangernes forhold og om banksvindel på Island. På det seneste har WikiLeaks afsløret det amerikanske efterretningsvæsens forsøg på at finde og uskadeliggøre WikiLeaks’ kilder i det amerikanske militær.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce