Internetsiden WikiLeaks.org er kommet i besiddelse af en hemmelig rapport fra marts 2008, hvor den amerikanske hærs efterretningsenhed analyserer og efterforsker websiden.
Rapporten er forfattet af Michael D. Horvath sammen med United States Army Counterintelligence Center og Cyber Counterintelligence Assessments Branch.
Den internetbaserede hjemmeside WikiLeaks er blevet kendt som fristed for whistle-blowers med samvittigheden i orden. WikiLeaks har tidligere lækket oplysninger om alt fra Kaupthing Bank på Island til den amerikanske hærs brug af kemisk krigsførelse i Irak og Afghanistan.
Hjemmesiden har gjort sig til eksperter i offentliggørelse af fortrolige oplysninger fra alle verdenshjørner. Enhver med fortrolige oplysninger kan uploade filer på siden. En håndfuld »eksperter« gennemgår derefter informationerne, og oplysningerne frigives på hjemmesiden.
Denne omgang med fortrolig viden er dog blevet en irritation for de amerikanske efterretningstjenester.

Et centralt tema i rapporten, som WikiLeaks har fået fingre i, handler om amerikanske militæroperationer og soldaters sikkerhed.
WikiLeaks bliver i rapporten opfattet som en mulig sikkerhedstrussel, blandt andet for læk af oplysninger om den amerikanske hærs ageren i den irakiske by Fallujah og for overtrædelser af menneskerettighederne på Guantanamo Bay.
Efterretningsrapporten har titlen: WikiLeaks - An Online Reference to Foreign Intelligence Services, Insurgents, Or Terrorist Groups? (WikiLeaks - En online henvisning til udenlandske efterretningstjenester, oprørere eller terrorgrupper)
I rapporten kan man blandt andet læse:
»WikiLeaks udgør en potentiel trussel mod den amerikanske hær. Nylige uautoriserede frigivelser af følsomme og fortrolige dokumenter kan give udenlandske terrorgrupper, oprørere, og andre modstandere information til målretning mod de amerikanske styrker.«
Rapporten fortsætter:
»Alle kan sende oplysninger til WikiLeaks, og der er ingen redaktionel
gennemgang. Webstedet og brugere kan derfra danne deres egne meninger om troværdigheden af disse oplysninger, og de har mulighed for at tilføje kommentarer. Dette rejser muligheden for, at WikiLeaks kan bruges til at sende fabrikerede oplysninger, misinformation og propaganda, eller bruges til at foretage styring af opfattelse.«
Den australske medstifter af WikiLeaks, Julian Assange er helt uenig. Han mener at rapporten er fyldt med indlysende fejl.
»Bemærk for eksempel påstanden om, at WikiLeaks ikke har nogen redaktionel kontrol«, skriver han i en kommentar på WikiLeaks.
»Der er over 100 Ph.d.-studerende, journalister og andre frivillige, der arbejder på Wikileaks. Teamet bag består også af menneskerettighedsforkæmpere, journalister, it-folk og den brede offentlighed«, skriver Julian Assange.
Julian Assange mener, at efterretningstjenesterne med rapporten har forsøgt at skræmme bidragydere og whistle-blowers fra at bruge WikiLeaks og samtidig underminere hjemmesidens troværdighed. Men også at planen er fejlet.
»Der er gået to år, siden rapporten blev forfattet, uden at nogen af WikiLeaks’ kilder er blevet afsløret. Så den plan var ineffektiv«, skriver Julian Assange.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96