Privatpolitiker

Jeg har før, her på min blog, beskæftiget mig med parolen: ”det private er politisk”. Men hvad sker der når det politiske bliver privat.

Politikere hiver i stigende grad deres privatliv med ind i politikken. ’Kender du typen’, danseshows, cykelture, børneproblemer og alle mulige andre former for private forehavender bliver af flere og flere politikere brugt i deres politiske kampagner for det ene eller andet. Hvad sker der når det politiske liv bliver til privat husholdning eller privatliv? Det er et bizart fænomen, idet politik i sin oprindelige form, omhandlede spørgsmål der var karakteriseret ved netop, at være noget andet end det private eller husholdningen.

I gamle dage have politikere elskerinder og store biler, tjenere og dyre rødvine, luksus og uendeligt mange penge og magt som var uopnåelig for magtens undersåtter. Så kunne man identificere hvem der bestemte, hvem der var de magtfulde og hvem der ikke var det. Og tilmed kunne dem der ikke var magtfulde kigge op på de mægtige og enten begære deres magt som fascisterne, eller foragte den som anarkisterne. Men der er ikke meget hverken, at hade eller fascineres af i dag.

Politisk Indifferens

Det er i dag svært, at hade eller elske Lars Løkke Rasmussen, når han bare drikker øller og ryger smøger ligesom os andre. Jeg er i grunden ligeglad med lille Lars fra Græsted. Han er lige gyldig. Jeg gider ikke høre om hans cykeltur på Tenerife eller om hvad han har i sit køleskab. Han er landets leder, og landets leder har alt i sit køleskab og kan bo på Tenerife hvis han vil.
Det er grund til, at Pia Kjærsgaard ringer efter ham og siger han skal komme hjem fra Tenerife og ’få styr på tropperne’. Pia Kjærsgaard ved netop, at politik handler om at styre landet som rigtige statsledere gør det. Med hård hånd!
Folk er ligeglade med politikere, der ikke fremstår som nogle med magt. Det må betegnes som en hån mod os der går i stemmeboksen, ikke at varetage den magt vi har givet dem. Jeg gider ikke stemme på en politiker, der efterfølgende forsøger at bilde mig ind, at han er lige som mig. I det repræsentative demokrati, vælger vi repræsentanter til at varetage vores interesser. Og hvem gider lade sig regere af en øldrikkende, smøgrygende og almindelig person? Jeg har overleveret min politiske handlen og jeg forventer derfor, at politikerne tager det alvorligt og påtager sig det ansvar det er at styre et land med hård hånd. I det mindste kan de forgive at de tager politik alvorligt og ikke giver sig hen til opvask, cykelture og ferieplaner. Først når de politiske ledere identificere sig med magten og tager den på sig kan jeg elske eller hade dem.

Lille Lars fra Græsted

Alle ved at det er lille Lars fra Græsted der bestemmer. Og alle ved også at lille Lars fra Græsted prøver, at være lille Lars fra Græsted selvom han – som en anden Lars ’den grusomme’ – er i færd med at afvikle velfærdsstaten. Og den latterlige situation bliver total, når medier, kommentatorer og vælgere godt ved, at lille Lars fra Græsted er den der bestemmer, men fortsat omtaler landets statsminister som om han er lille Lars fra Græsted.

Den parlamentariske teaterforestilling er blevet så tragikomisk, at de politiske ledere ikke engang tør spille politiske ledere. Der er slet ingen grund til, at Lars Løkke Rasmussen forsøger at være lille Lars fra Græsted, for alle ved godt, at han er landets statsminister. Det er Lars der bestemmer! Men alligevel forsøger Lars Løkke Rasmussen, at sminke sig som almindelig. Han vil ikke spille med i det teaterstykke han selv har hovedrollen i og os tilskuere vil kun købe billetter til teaterstykket hvis hovedpersonen er Lille Lars fra Græsted.

Politikere er holdt op med at være politikere, selvom alle ved de er det. Det gør det politiske liv omkring Christiansborg utrolig kedeligt. Der er ingen der gider interessere sig for politik, hvis der ikke er noget at fascineres af eller hade. Politikere er personer med magt og magten er det spændende ved politikere. Hvis landets leder ikke tør vise, at han skal repræsentere de danske statsborgere og han derfor kan gøre hvad han vil indtil næste valg, så står vi tilbage med et repræsentationssystem der foregiver, at alle har lige adgang til magten. Alle har IKKE lige adgang. Det er jo Lars Løkke Rasmussen der bestemmer, selvom det ser ud til han ikke gider.

Politik uden kalorier

Hvis Lars Løkke havde været en rigtig patriarkalsk statsmand, med elskerinder, uendeligt mange penge og magt, der kørte i store biler og i det hele taget var noget vi andre ikke var, så kunne det være spændende at forholde sig til ham som politisk væsen. Så kunne nogen af os hade ham, mens andre kunne elske ham. Men han drikker bare øl på havnen. Det kan alle sgu da gøre!
Politik er noget med magt og penge. Noget med at bestemme og beslutte sig for hvordan det hele hænger sammen. Og ikke mindst at bestemmer over os andre. Men dansk parlamentarisme er politik ’light’ – politik uden politik. Ligesom Cola light – cola uden sukker. Eller kaffe uden koffein.

Når vi går i stemmeboksen forventer vi politikere, der tager magten og er magten. Vi forventer personer, der bestemmer for os. Stemmeboksen har funktion af politisk umyndiggørelse, og vi bør derfor i det mindste forvente at, dem vi vælger udviser engagement for det politiske og lyst til at bestemme for os og opdrage på os.
I Danmark er stemmeprocenten over 90. Dette kunne være fordi vi har store forventninger om en rigtig statsmand, der kan bestemmer over os og opdrage på os.

Politiker med stor P

Anders Fogh vandt overbevisende 3 perioder i træk, ved at gentage sætningen: ”der er ikke noget at komme efter”. Det er det folk vil ha! En statsmand, der er urørlig og ikke kan fældes af undersøgelser og ikke kan afsættes når der svindles. En Statsmand, der enerådigt bestemmer over sin udenrigsminister. Og en statsmand, der kan starte ulovlige krige sammen med verdens supermagt, uden at hører på eksperter eller den akademiske elite, som i stedet får mundkurv på.
Anders Fogh og hans meningsmålinger begyndte dog, at gå skævt kort efter hans kone startede til dans. Trods det ikke var en helt almindelig danseskole, begyndte Anders Fogh og hans kone, at blande sig med os normale mennesker. Det var her det gik galt. Statslederen skal underholdes, han skal ikke selv være en del af underholdningen. Cæsar sad på V.I.P.-tribunen, han dansede ikke rundt nede på scenen.

I Frankrig og Italien er det repræsentative demokrati nået til vejs ende: Sarkozy og Berlusconi. Repræsentationssystemet er nået frem til historiens slutning og de to landes befolkninger er da også holdt op med at stemme. De to landes stemmeprocenter ligger begge langt under 50. De har fået hvad de vil ha: rigtige ledere, der svindler og bedrager og har magt, penge og smukke koner.
Silvio Berlusconi ved hvad det drejer sig om! Han ejer en fodboldklub, har politisk immunitet og har tæt ved monopoliseret italiensk fjernsyn under hans eget herredømme. Og italienerne elsker ham for det. De elsker ham så meget, at de end ikke går i stemmeboksen. Han er alt det os stemmekvæg begære! Men lille Lars fra Græsted drikker bare øller ved havnen.

Stemmeafgivelse uden suverænitetsafgivelse

Når vi går i stemmeboksen er der tale om politisk selvumyndiggørelse. Løgnen starter dog først idet, det foregives at vi ikke samtidig har afgivet suverænitet og dermed politisk magt. Vi har givet vores politisk handlemuligheder til politikere der skal varetage det politiske for os. Vi vil dog ikke indse det, og forsøger at finde en politiker der virker som en sød fyr, frem for en der har lederpotentiale.

En stemme på en politiker, der bare er lige som os, er en slags selv-forblindelse. Vi foregiver, at vi kan afgive stemme uden at afgive vores politiske myndighed. Løsningen bliver, at vi i Danmark bare stemmer på dårlige politikere. En stemme på lille Lars fra Græsted er en stemme på en politiker der ikke bestemmer.

Lille Lars fra Græsted er et godt politisk valg, hvis vi vil opretholde forestillingen om, dansk politik som en dagligstue hvor alle kan blive inviteret indenfor og Lille Lars fra Græsted giver bajere og hans kone laver nybagte boller. Hvis den politiske sfære er blevet en dagligstue eller et ferieophold, så er Lars Løkke den rigtige at stemme på. For en stemme på Lars Løkke Rasmussen opretholder forestillingen om den danske velfærdsstat som et kolonihavefællesskab hvor politik er noget som er alvorligt, om end Lars Løkke blot er en flink fyr.

Dansk politik er som, Cola light, koffeinfri kaffe, virtuel sex, sukkerfrit slik, smør uden fedt eller krig uden død (præcisionsbobning). Et forsøg på, at få tilfredsstillelsen uden det forbudte. En offentlig løgn. Men samtidig opretholdes forestillingen om politik som noget rart og privat. Alle kan være med. Vi er alle Lars Løkke. Det er rart hvis vores statsledere er nogle flinke fyre. Så kan vi undlade at tage stilling til spørgsmål omkring velfærdsstat, ligestilling, demokratiske rettigheder eller andre grundlæggende politiske diskussioner. Det kan politikerne gøre. De får jo også penge for det!