De første tre dage i marts afholdt Russell Tribunalet en høring om Palæstina, hvor det blev konkluderet, at EU må indføre sanktioner imod Israel.
På tribunalets møde afleverede en række eksperter skriftlige rapporter om situationen i Israel-Palæstina og fremlagde deres resultater. Ni juridiske eksperter præsenterede deres vurderinger, og derudover hørtes ni vidner, deriblandt et medlem af Europa Parlamentet.
Et af vidnerne, Raji Sourani, måtte melde afbud, da de israelske myndigheder nægtede ham udrejse fra Gaza.
Der blev ført flere vidner til Israels krig mod Gaza ved årskiftet 2008-2009. Og det var grufulde beretninger, fortæller mødets eneste nordiske deltager, grevinde Brita Bastogi, til Modkraft.dk
Blandt andet fortalte et vidne, at hun så mennesker, der kom ud af husene med hvide flag i hænderne, og som blev brutalt skudt ned - både kvinder og børn.
Tribunalet om Palæstina blev afholdt i en bygning, der tilhører Advokaternes Sammenslutning i Barcelona, og salen, der kunne rumme 350 tilskuere, var propfuld. Deltagerne var kommet fra næsten hele Europa, men Norden var altså noget underrepræsenteret, hvilket undrede flere.
Grevinde Brita Bastogi deltog på vegne af organisationen Human Rights Watch, hvor hun er aktiv i undergruppen Kvinder I Dialog.
Brita Bastogis personlige oplevelse af mødet i Barcelona var, at det hele foregik på et meget højt niveau.

– Det var et intensivt arbejde. Fra halv ti om morgenen til halv otte-otte om aftenen sad publikum i salen. Til trods for de lange arbejdsdage var stilheden blandt publikum slående. Man ville ikke gå glip af et eneste ord, siger hun.
Efter Brita Bastogis mening var tribunalets møde i Barcelona det vigtigste, der er sket i Palæstina-spørgsmålet i nyere tid.
Det nye tribunal er også støttet af fremtrædende personligheder, som for eksempel tidligere generalsekretær for FN Boutros Boutros-Ghali, sprogforskeren Noam Chomsky, filminstruktøren Ken Loach og mange andre filmfolk, forskere og forfattere.
Det gendannede tribunal vil rejse en folkelig protest imod Israels besættelsespolitik, så de politiske ledere ikke længere kan afvise at handle for at få Israel til at overholde menneskerettighederne.
I tribunalets omtale af associeringsaftalen mellem EU og Israel blev det flere gange påpeget, hvordan EU fordømmer Israel, men ikke drager nogen praktiske konsekvenser af sin holdning.
Det konkluderedes på mødet, at associeringsaftalen bør suspenderes, idet den ikke overholder sine egne paragraffer. Aftalens indledning handler om principperne om frihed, demokrati og respekten for menneskerettigheder som forudsætning for indgåelsen af en aftale. Ingen af disse overholdes af Israel.
Derudover er der våbenhandelen. Frankrig, Rumænien og Tyskland er de tre største europæiske eksportører af våben til Israel. Spanien er den største europæiske eksportør af ammunition og lette våben til Israel. Selv om Europas eksport af våben til Israel kun udgør fem procent af USA’s, er det vigtigt, at den stoppes, konkluderede tribunalet.
Den 23. marts skulle EU’s udenrigsministre have diskuteret en opgradering af den gældende associeringsaftale mellem EU og Israel. Nu er den udskudt på ubestemt tid.
Associeringsaftalen er en af EU’s mest priviligerede aftaler. Til trods for, at Israel talrige gange har brudt de menneskerettigheder, som er en eksplicit forudsætning for at få en aftale, har EU ikke draget nogen konsekvenser af Israels handlinger.

Brita Bastogi fortæller, at hun ikke kan sige med sikkerhed, om tribunalets konklusioner direkte har medvirket til, at EU’s udenrigsministre har udsat genforhandlingen af associeringsaftalen.
Men konferencens deltagere har sendt breve til både EU’s præsident og udenrigsminister samt til deltagernes egne udenrigsministre om, at aftalen med Israel bør opsiges, så hun vil heller ikke udelukke det.
Der er ikke givet nogen begrundelse fra EU.
EU-Kommissionen og medlemsstaternes regeringer var inviteret til at deltage i tribunalets møde i Barcelona, men ingen mødte frem.
Kommissionens formand Juan Manuel Barroso sendte dog et brev, hvor han udtrykker sin bekymring over situationen og sin store interesse i at høre tribunalets konklusioner.
Den tyske regering svarede med et brev, der også er underskrevet af EU’s udenrigsministre, hvor den anerkender Israels grænser fra 1967 og palæstinensernes ret til Østjerusalem.
Blandt vidnerne, der talte på mødet, var Ewa Jasiewicz. Hun er polsk født, men opvokset i England. Hun var i Gaza under december-angrebet. Hun fortalte, hvordan hun tog ud med ambulancerne for at samle døde og sårede op, og hvordan ambulancerne blev angrebet af soldaterne.
285 mennesker døde som følge af direkte angreb på medicinske faciliteter. Hun berettede også om det angreb, der var direkte rettet mod fire klart markerede Røde Kors ambulancer. Der var også et bombardement med hvidt fosfor rettet mod en skole, hvor mere end tusinde mennesker havde søgt ly.
Tribunalet konkluderede ikke overraskende, at Israel har overtrådt en lang række internationale love samt talrige FN-resolutioner.
Men derudover slog tribunalet fast, at EU overtræder både egne vedtagelser og internationale love ved fortsat at sælge våben og ammunition til Israel, samt ved at se gennem fingre med Israels menneskeretskrænkelser. Dermed bliver EU’s medlemslande medskyldige i forbrydelser mod det palæstinensiske folk.
Den 3.marts 2010 præsenterede juryen sine konklusioner ved en international presse konference. Det var en stor oplevelse, fortæller grevinde Brita Bastogi.
– Oplæsningen af juryens konklusioner efter to dages høringer fik salen til at klappe og klappe, impulsivt rejste alle sig op, siger Brita Bastogi.
– Der var en mærkelig følelse af - ja, at dette er begyndelsen til en virkelig ændring. Det var meget bevægende, slutter Brita Bastogi.
Der er planlagt et nyt møde i Russell Tribunalet om Palæstina i London til oktober. Den endelige dato er ikke fastlagt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96