For første gang i lang tid er de rivaliserende palæstinenske partier Hamas og Fatah forenet i en ny modstandsbølge mod israelsk overtagelse af palæstinensiske områder på Vestbredden. Fredsgrupperne Ir Amim og Peace Now melder om at 50.000 nye boliger til israelske bosættere i og omkring Østjerusalem er på tegnebrættet, alle på besat palæstinensisk jord.
Mandag i denne uge indviede israelere en synagoge i det gamle jødiske kvarter i Østjerusalem, som er en del af den palæstinensiske del af byen. Indvielsen bliver af mange palæstinensere opfattet som en provokation, fordi den nyrenoverede synagoge ligger få meter fra den vigtige muslimske helligdom Al-Aqsa moskeen.
Indvielsesfestlighederne løb af staben under massiv indsats af israelske sikkerhedsstyrker, i en fredelig, men anspændt stemning. Den efterfølgende dag – tirsdag – udbrød der dog voldsomme protester. Protestdagen er af Hamas og Fatah blevet døbt »Vredens Dag«, og nyhedsbureauet IPS melder om mindst 100 sårede palæstinensiske demonstranter.
Onsdag og torsdag fortsatte med sporadiske gadekampe flere steder på Vestbredden. Israelske soldater og politi affyrede gummikugler og flash-granater mod demonstranterne, som svarede igen med stenkast og afbrændte bildæk.
– Vi kommer tilbage i morgen efter skole. Det er ikke slut. Vi vil komme tilbage hver dag og fortsætte protesterne i uger og måneder, sagde en af de unge palæstinensiske demonstranter torsdag til IPS.
Den israelske hær har nu meddelt, at landsbyerne Bil’in og Ni’lin på Vestbredden fra og med fredag den 19. marts vil blive betragtet som lukkede militære zoner hver fredag i seks måneder fremover. Dermed forsøger militæret at forhindre uroligheder efter den traditionelle fredagsbøn i de to landsbyer.
Bil’in og Ni’lin er blevet til symboler på modstanden mod den israelske mur, der gennemskærer palæstinensisk område. Landsbyerne har været skueplads for ugentlige fredelige demonstrationer i flere år, hvor israelske og internationale aktivister har protesteret side om side med palæstinensiske bønder.

Israelske sikkerhedsstyrker har slået ned på marcherne med hård hånd, og i alt 23 aktivister er blevet dræbt i løbet af en årrække, skriver den israelske avis Haaretz. Protesterne har sædvanligvis fundet sted om fredagen, efter fredagsbønnen.
Efter meldinger om israelske flyangreb i Gaza sent torsdag aften, er spændingen intens i hele området. Nyhedsbureaet IPS melder om tiltagende israelsk bekymring over hvad der omtales som en »mini-intifada«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96