Engelske aktivister blokerede mandag morgen, den 15. marts, indgangen til den danske ambassade i London med et banner med krav om droppe retssagerne mod to klimaaktivister, der står anklaget for blandt andet at organisere hærværk, vold mod politiet og forstyrrelser af den offenlige orden.
Aktionen var en protest mod politisk repression og blev udløst af, at retssagen mod to ud af i alt syv klimaaktivister startede ved Københavns Byret tirsdag den 16. marts. Retssagerne fortsætter med andet retsmøde fredag den 19. marts.
Aktivisterne simulerede med egne kroppe de såkaldte »futtog«, som dansk politi anvender overfor tilbageholdte demonstranter. Det engelske politis forsøg på at fjerne aktivister blev mødt med råb om »drop anklagerne«.
Lignende manifestationer fandt sted i Berlin og på Island.
Det er ikke kun i Europa, at retssagerne vækker harme. Den internationale bondebevægelse Via Campesina, der har mere end 200 millioner sympatisører, udsendte ligeledes mandag den 15. marts en erklæring med titlen »Dansk repression af sociale bevægelser og retten til protest«.
Erklæringen betegner sig selv som en solidaritetsmelding til fordel for klimaaktivisme og mod politisk undertrykkelse af uenighed.

»Den danske stats handlinger truer ikke alene det danske demokrati, men truer samtidig med at sætte en foruroligende tendens globalt, hvor uenige stemmer ikke må høres. Man undertrykker og kriminaliserer de, som kæmper for social retfærdighed, ægte demokrati og menneskerettigheder overalt på kloden,« skriver den internationale koordinerende komite i Via Campesina i støtteerklæringen.
Via Campesina og Climate Justice Action, det internationale netværk der arrangerede den største civile ulydighedorganisation under parolen »Reclaim Power – Pushing for Climate Justice« under COP15-mødet i København i december, opfordrer i støtteerklæringer til at oversvømme de danske ambassader og konsulater med protestbreve.
Endvidere varsler aktivister i Asien, Sydamerika og Europa fra bl.a. disse netværk aktioner og manifestationer mod danske interesser og institutioner, så længe sigtelserne bliver opretholdt.
»Den nuværende klimakrise er en global nødsituation. I København demonstrerede tusindvis af mennesker mod UNFCCC [de internationale forhandlinger i FN regi, COP15, red.] der pådutter falske markedsløsninger i stedet for at løse problemet. I dag er kampen for klimaretfærdighed en pligt, ikke en forbrydelse«, afsluttes erklæringen fra Via Campesina.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96