The Yes Men Fix the World

Det var nu ikke kun den amerikanske præsident, der hele to gange i 2009 lagde vejen forbi. Også den amerikanske kunstner- og aktivistduo The Yes Men, som har opnået lidt af en kultstatus, besøgte København, både i forbindelse med verdenspremieren på deres nye film The Yes Men Fix the World, der blev vist på CPH:DOX, og i forbindelse med FN’s klimakonference, hvor de – inviteret af den dansk/franske kunstner Thierry Geoffroy bedre kendt som Colonel – deltog i projektet Headquarters, som havde til huse i Galleri Poulsen.

The Yes Men

Om The Yes Men

The Yes Men praktiserer, hvad de selv kalder for "identity correction", og siden 1999 har de stået bag en lang række opsigtsvækkende mediestunts. Typisk benytter de sig af satire, men det særligt finurlige ved The Yes Mens projekter er, at det ofte er gennem afsløringen af dem selv, at de fremprovokerer sandheden om andre. Klassisk ved deres stunts er således et paradoks. For mens målet er at afdække sandheder om magthavere, er midlerne falske hjemmesider, falske mailadresser, falske pressemeddelelser og falske performances.

At kalde The Yes Men for en duo er selvfølgelig lidt af en tilsnigelse, eftersom projekterne hver især er udført i samarbejde med andre: Kunstnere, aktivister, programmører, skuespillere, skribenter m.v. The Yes Mens to grundlæggere – Jacques Servin alias Andy Bichlbaum og Igor Vamos alias Mike Bonanno – har imidlertid været gennemgående frontfigurer.

Jacques Servin udgav i 1990erne eksperimenterende litteratur i form af to novellesamlinger, Mermaid for Attila (1991) og Aviary Slag (1996). Dog blev han især kendt, da han i 1996 blev fyret fra sit job som softwareingeniør hos Maxis Inc. Servin havde nemlig i al hemmelighed indsat kyssende mænd i et helikoptersimulationsprogram, Simcopter, der efter hans eget udsagn skulle udligne de "bimbos", som hans heteroseksuelle chef havde insisteret på at få til at figurere i programmet. I dag underviser Servin på Parsons, The New School for Design i New York.

Igor Vamos er anderledes multimediekunstner. Et af hans tidligere projekter var Barbie Liberation Organization (1993). Til projektet indkøbte han 300 Barbie-dukker og G.I. Joe-actionfigurer, ombyttede deres talebokse og returnerede dem til butikkerne. Hvor Vamos adviserede pressen, var det herefter under stor mediebevågenhed, at kunderne kunne købe G.I. Joe-actionfigurer, der sagde: "Let’s go shopping", og Barbie-dukker, som sagde: "Vengeance is mine". I 2003 modtog han tillige det prestigefyldte Guggenheim-legat. Vamos underviser til dagligt kunststuderende på Rensselaer Polytechnic Institute i staten New York.

Foruden The Yes Men har Servin og Vamos også været medgrundlæggere af aktivistkollektivet ®TMark.

Et udplug af nogle The Yes Mens ældre projekter

George W. Bush (1999)

I 1999 rettede The Yes Men deres første stunt mod George W. Bushs præsidentkampagne. Domænet GeorgeWBush.com var blevet anvendt til kampagnens officielle hjemmeside. Men sammen med Zack Exley – senere organisationschef i den amerikanske demokratibevægelse MoveOn.org – lancerede de under det let forvekslelige GWBush.com en satirisk version af hjemmesiden, der ifølge The Yes Men fortalte den virkelige sandhed om hans motiver for at stille op: At Bush som præsident havde til hensigt at hjælpe de rige på bekostning af de fattige og miljøet.

Det var imidlertid Bush-kampagnen selv, der skabte postyr om den falske hjemmeside ved at sende trusselbreve og officielle klagebreve, og da Bush på en pressekonference blev adspurgt herom, var det tillige for egen regning, at han svarede: "There ought to be limits to freedom."

World Trade Organization (WTO) (1999)

Senere samme år satte The Yes Men spørgsmålstegn ved den frie verdenshandel ved at lancere en parodi på WTO’s hjemmeside under GATT.org (The Global Agreement on Tariffs and Trade). Mange antog den ikke desto mindre for at være WTO’s rigtige hjemmeside, og hvor The Yes Men herigennem blev inviteret til at tale på konferencer som repræsentanter for WTO, lavede de forskellige parodier på organisationens politik ved at foreslå frihandelsløsninger, bl.a. på demokratiet, hvor stemmer skulle sælges for det højeste bud, og på verdens hungersnød, hvor hamburgere skulle gives til de fattige. På en konference gik de endog så langt, at de proklamerede, at WTO havde besluttet helt at opløse sig selv for at lade sig gendanne som en organisation, der i stedet for virksomheder hjælper de fattige og miljøet.

WTO reagerede ved at udsende en pressemeddelelse, hvori de anklagede de ansvarlige bag GATT.org for at underminere organisationens gennemsigtighed. Men dette gav blot The Yes Men anledning til at udsende deres egen pressemeddelelse, hvori de konstaterede, at de med GATT.org – i modsætning til WTO’s officielle hjemmeside med 60.000 dokumenter, som ingen læser – havde gjort det langt mere synligt for folk, hvilken organisation WTO i virkeligheden er.

Et filmhold havde fulgt i hælene på The Yes Men fra begyndelsen, hvilket resulterede i dokumentarfilmen The Yes Men (2003), og også Andy Bichlbaum udgav bogen The Yes Men: The True Story of the End of the World Trade Organization (2004).


Dow Chemicals (2004)

The Yes Men opnåede med deres stunt mod Dow deres hidtil største publikum.

Dow er ejer af virksomheden Union Carbide, som var ansvarlig for Bhopal-katastrofen i 1984, og i kraft af en falsk hjemmeside blev The Yes Men af BBC World inviteret til at deltage i et live-interview på 20-årsdagen for katastrofen.

Og her var overraskelsen stor, da de på Dows vegne annoncerede, at selskabet nu var rede til at påtage sig sit ansvar, og at dets overskud ville gå til at udbetale erstatninger til de mange ofre. Nyheden bredte sig med hurtigt til andre medier, og da Dow to timer senere selv udsendte en pressemeddelelse for at afkræfte nyheden, var dets aktieværdi faldet med 2 mia. dollars. Omtalen af Bhopal-katastrofen blev dog ikke mindre af, at mange medier efterfølgende interviewede The Yes Men, der begrundede deres stunt og forklarede, at de blot havde udtalt, hvad Dow moralsk set selv burde have gjort.

Men The Yes Men havde også givet medierne røde øre. Ved at have viderebragt den falske nyhed var medierne blevet afsløret i ikke at have gjort deres eget arbejde grundigt nok, og måske var det for at fjerne fokus herfra, at flere af dem havde beskyldt The Yes Men for udelukkende at have skabt falske forhåbninger.

Selv gik de imidlertid mere grundigt til værks. I modsætning til journalisterne rejste The Yes Men nemlig til Indien for at tale med nogle af de mange Bhopal-ofre, der ikke alene kunne berolige dem med, at de skam godt vidste, at nyheden for alt for god til at være sand; de glædede sig endog over, at det med stuntet var lykkedes at få skabt så megen medieomtale.

Surviva Balls (2006-)

Efterfølgende gjorde The Yes Men nu også global opvarmning til et af deres temaer.

Over for olieselskaberne selv ville The Yes Men demonstrere, at selskaberne bekymrer sig langt mere om profit end om at reducere deres CO2-udslip, og igen var det via en falsk hjemmeside, at de havde held med at få adgang til en Halliburton-konference. Konferencedeltagerne overså imidlertid ironien, da de præsenterede dem for de såkaldte "Surviva Balls" – absurde overlevelsesdragter, hvormed The Yes Men hævdede, at olieselskabernes direktører for den nette sum af 100 mio. dollars pr. stk. snildt kunne redde sig selv fra global opvarmning og andre katastrofer.

The Yes Men har siden anvendt Surviva Balls ved utallige andre lejligheder, bl.a. i forbindelse med en klimaprotest på trappen foran Capitol Hill, hvor Mike Bonanno oven i købet fik lejlighed til at teste dragtens effektivitet.

The New York Times (2008)

Den 12. november 2008 udførte The Yes Men en ny spektakulær event. Sammen med en stor gruppe mennesker lavede de nemlig deres helt egen fremtidsvision, der ikke kun tog form af en falsk The New York Times’ hjemmeside, som var foruddateret til den 4. juli 2009; de trykte tillige 80.000 eksemplarer af den falske avis, som hundredvis af frivillige hjalp til med at dele ud på gaderne.

The Yes Men havde hidtil bestræbt sig på at få én god historie i alle aviserne, men med dette projekt indeholdt én avis alle de gode historier. I særudgaven af The New York Times kunne man således finde artikler med overskrifter som "Iraq War Ends" og "National Heath Insurance Act Passes".

The Yes Mens version af The New York Times. Foto: Linda Petersen

Dow Chemicals, Surviva Balls og The New York Times er blandt de stunts, der indgår i filmen The Yes Men Fix the World (2009).

The Yes Mens nyere projekter

New York Post (2009)

The Yes Men gentog sidste år avissuccesen, om end denne gang med modsat fortegn.

Bl.a. organisationer som Avaaz.org var i efteråret stærkt bekymret over, at FN’s klimaforhandlinger gik alt for langsomt. Det var derfor for at lægge pres på politikerne, at Avaaz.org i forbindelse med "Climate Week NYC" organiserede en global klimaaktion den 21. september 2009 under navnet "Global Climate Wake Up Call", hvor mere end 2.600 individuelle aktioner fandt sted rundt omkring i verden. Også The Yes Men bakkede op om initiativet med deres egen version af New York Post, hvis forside slet og ret bar overskriften: "We’re Screwed".

The Yes Mens version af New York Post. Foto: Linda Petersen

U.S. Chamber of Commerce (2009)

Samtidigt havde det amerikanske handelskammer, der bl.a. repræsenterer kul- og olieindustrien, arbejdet ihærdigt på at stikke en kæp i hjulet på forhandlinger om USA’s nye klimalovgivning ved at forsøge at overbevise befolkningen og politikerne om, at klimaforandringer slet ikke finder sted.

The Yes Men ønskede derfor omvendt at spænde ben for handelskammeret, og den 19. oktober 2009 annoncerede de i en falsk pressemeddelelse, at handelskammeret havde ændret strategi, og at det fremover ville sætte alle dets kræfter ind på at få vedtaget en stærk klimalovgivning. Nyheden spredte sig hurtigt via Reuters, og det skabte forvirring på Fox Business Network, da en nyhedsoplæser på direkte TV fik meddelelse om, at handelskammeret ikke kunne bekræfte historien.

Men The Yes Men lod det dog ikke blive ved det. De havde nemlig også inviteret til pressemøde i The National Club, og her kom det et noget absurd optrin, da henholdsvis pressemødets talsmand og handelskammerets talsmand gensidigt beskyldte hinanden for at være falske talsmænd.

U.S. Chamber of Commerce har i øvrigt som de første sagsøgt The Yes Men og de aktivister, der deltog i deres stunt.

Headquarters og The Copenhagen Spoof (2009)

Kunstneren Thierry Geoffroy/Colonel står bag de såkaldte "Emergency Rooms"; et udstillingsformat, som har været praktiseret i bl.a. New York, Venedig og Hanoi. Med formatet får kunstnere mulighed for at samarbejde, og dets formål er at træne kunstnere til inden for i kunstinstitutionen at foretage umiddelbare analyser af de problemer, som de iagttager i verden uden for. Men i forbindelse med FN’s klimakonference i København udvidede Colonel konceptet og inviterede både The Yes Men og aktivister fra Avaaz.org og ActionAid til at danne fælles hovedkvarter i Galleri Poulsen.

I den første uge af Headquarters (Artistes de Garde, Part 1) blev en del af aktiviteterne dog planlagt inden for i galleriet for at blive udført uden for.

Redningsaktion af Den Lille Havfrue. Foto: The Yes Men Crew

Selv deltog The Yes Men og deres crew således i Colonels "Critical Run", men de gennemførte også egne projekter, herunder en redningsaktion af Den Lille Havfrue med en Surviva Ball og en kampagne på Hopenhagen imod dets egen sponsor, Coca-Cola. Og The Yes Men medbragte tillige deres Surviva Balls, da Headquarters-deltagerne den 12. december foretog en fælles ekskursion til den store demonstration i København.

Surviva Balls, 12. december-demonstrationen i København. Foto: Linda Petersen

Surviva Balls, 12. december-demonstrationen i København. Foto: Linda Petersen

Colonel og Mike Bonanno, 12. december-demonstrationen i København. Foto: Linda Petersen

Colonel og Andy Bichlbaum, 12. december-demonstrationen i København. Foto: Linda Petersen

The Yes Men Crew, 12. december-demonstrationen i København. Foto: Linda Petersen

Avaaz.org og Surviva Ball, 12. december-demonstrationen i København. Foto: Linda Petersen

Flere anmeldere lagde i ugens løb vejen forbi galleriet, heriblandt DRs Smagsdommerne, der sammenlignede Headquarters med teatergruppen Solvognen.

Optagelse til Smagsdommerne. Foto: Linda Petersen

Men The Yes Men havde samtidigt arbejdet på et hemmeligt projekt, The Copenhagen Spoof, som de udførte i samarbejde med kunststuderende og aktivister, heriblandt ActionAids klimagældsagenter. Intentionen var at sætte fokus på, hvordan de stærke nationer var i færd med at blokere for reelle forhandlinger på COP15, og projektet bestod af en kombination af falske hjemmesider, falske pressemeddelelser og falske videooptagelser.

Først lancerede The Yes Men således en falsk hjemmeside for den canadiske regering ledsaget af en falsk pressemeddelelse. Heri annoncerede de, at Canada havde skiftet holdning, og at man nu var parate til at reducere sit CO2-udslip med 40% inden 2020; en nyhed, der tillige figurerede på en falsk udgave af The Wall Street Journals hjemmeside. Dernæst lancerede de en falsk version af COP15’s hjemmeside, som indeholdt henholdsvis en falsk videooptagelse af en canadisk talsmand og en falsk video med Ugandas reaktion, der begge var optaget i et lille rum galleriets kælder, hvor The Yes Men havde bygget en "tro" kopi af Bella Centrets pressepodium og store presserum.

The Yes Mens falske Cop15-hjemmeside

Herefter fulgte endnu et par falske pressemeddelelser, der bl.a. indeholdt falske dementier, førend The Yes Men omsider inviterede pressen ned i det falske Bella Center.

The Yes Mens pressecenter i Galleri Poulsen. Foto: Linda Petersen

The Yes Mens pressemøde i Galleri Poulsen. Foto: Linda Petersen

Og endelig åbnede The Yes Men presserummet for alle, der havde lyst til at optage deres egne videoer, som efterfølgende blev oploaded på en ny Good COP15-hjemmeside.

The Yes Mens falske Bella Center. Foto: Linda Petersen

The Yes Mens falske Bella Center- Foto: Linda Petersen

The Yes Mens falske Bella Center. Foto: Linda Petersen

DRs PiratTV, der var fulgt i hælene på The Yes Men, lavede tillige kortfilmen "The Yes Men driller Canada", del 1 og del 2.

Stuntet medførte til en hel del medieomtale, ikke mindst i Canada. Den canadiske regering var temmelig oprørt herover, og i dens bestræbelser på at få lukket den falske regeringsside var den så ihærdig, at den med i købet fik lukket 4.500 andre hjemmesider.

Men heller ikke den canadiske regering kan fremover sove roligt. Efter 10 år er der nemlig intet, der tyder på, at The Yes Men har tænkt sig at indstille karrieren.

I forbindelse med premieren på dokumentarfilmen The End of Poverty? (2010) har The Yes Men således allerede i år gennemført et nyt stunt, denne gang mod World Economic Forum (WEF), hvor de på en falsk hjemmeside har oploaded videoer med bl.a. Bill Clinton, den canadiske premierminister Stephen Harper og selveste Queen Elisabeth, alle naturligvis med falske voice-over.

Kulturredaktionen ønsker The Yes Men tillykke med jubilæet og ser frem til endnu 10 år, hvor The Yes Men vil forsøge at fixe verden.