Annonce

4. marts 2010 - 12:52

Rigshospitalet mister 208 hænder

– Det er første gang siden 50’erne eller 60’erne, at vi oplever, der bliver fyret jordemødre! Det er helt urimeligt over for de fødende og os ansatte, som i forvejen løber som vanvittige.

Sådan lyder den chokerede reaktion fra jordemoder Ditte Herskind, efter at Rigshospitalet onsdag den 3. marts startede fyringen af 104 ansatte, heraf flere af Ditte Herskinds kolleger fra fødeafdelingen.

Med prikkerunden, som fortsætter torsdag, er Rigshospitalet det femte af Region Hovedstadens hospitaler, der må sige farvel til en stor gruppe ansatte som følge af store underskud på budgetterne.

Omkring en tredjedel af de fyrede er fra FOA’s faggrupper som social– og sundhedsassistenter og portører, mens en tredjedel er sygeplejersker. Fyringerne sender Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, helt op i det røde felt.

– De medarbejdere, der bliver afskediget, har arbejdet benhårdt med at få ventelisterne ned. Aldrig før er så mange patienter blevet behandlet, og derfor er det fuldstændig håbløst, at man vælger at give personalet en fyreseddel, siger hun.

For Rigshospitalet betyder budgetunderskuddet, at der skal spares 94 millioner kroner alene i år.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce