Der skal skæres dybt og blodigt i de offentlige udgifter frem til 2015. I alt skal der høvles 31 milliarder kroner væk over de næste fem år – 24,5 milliarder mere, end forudsat i regeringens oprindelige 2015–program.
Det fremgår af det kriseprogram, som finansminister Claus Hjort Frederiksen lagde frem i går.
– Krisen har forrykket balancen mellem indtægter og udgifter markant, og at vi står derfor over for en meget stor opgave med at genoprette de offentlige finanser, siger Claus Hjort Frederiksen.
Regeringen vil blandt andet gennemføre nulvækst i den offentlige sektor over de næste tre år. Konkrete forslag til nedskæringerne vil fremgå af finansloven for 2011, bebuder Claus Hjort Frederiksen.
Hjort får ros af Mads Lundby Hansen, cheføkonom i tænketanken Cepos.
– Nulvækst i det offentlige forbrug vil alt andet lige frigøre flere hænder til dansk erhvervsliv, siger Mads Lundby Hansen
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil en nulvækst reelt betyde store nedskæringer, som vil koste et femcifret antal job i både den offentlige og private sektor.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96