Lokale indbyggere fandt i august sidste år liget af Marco Segundo González González fra Wayuu-stammen i området La Guajira. Hans hoved var blevet afhugget.
Marco er blot én af de mindst 114 fra Colombias oprindelige befolkninger, som blev myrdet i Colombia sidste år. På grund af den væbnede konflikt i landet er 32 af landets omkring 85 grupper af oprindelige folk i stor fare for at blive udryddet, konkluderer Amnesty International i en rapport, som udkommer tirsdag den 23. februar.
– Oprindelige folk kommer i stigende grad under angreb i Colombia. De bliver dræbt og truet, tvunget til at deltage i den væbnede konflikt, og de bliver smidt væk fra deres land, siger Marcelo Pollack, Colombia–researcher hos Amnesty International.
Ifølge Amnesty står både regeringsstyrker, højreekstreme paramilitære grupper – ofte i samarbejde med regeringstropperne – og guerillagrupper som FARC bag overgreb på den oprindelige befolkning.
Men Amnesty er ikke i tvivl om, hvor hovedansvaret skal placeres.
– Den colombianske regering bør tage sine forpligtelser alvorligt og handle øjeblikkeligt for at beskytte den oprindelige befolkning, siger Marcelo Pollack.
Et stort problem er ifølge den dugfriske rapport fra Amnesty, at de oprindelige befolkninger bliver fordrevet fra deres land, fordi de områder de bor i er rige på olie, kul og andre eftertragtede naturressourcer.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96