Annonce

5. februar 2010 - 1:02

Nazister på vej til Århus

Militante nazister fra den sjællandske gruppe Danmarks Nationale Front planlægger at tage til Århus i forbindelse med en anti-racistisk demonstration lørdag den 6. februar. Det fremgår af nazisternes egen hjemmeside.

Formålet er at bakke den racistiske hooligangruppe White Pride op, når venstrefløjen vil gå igennem de århusianske gader for at protestere mod gruppens vold og chikane.

Ønsker konfrontation

Ved en lignende demonstration i Århus i oktober 2008 forsøgte de samme to højreekstremistiske grupper at fremprovokerer slagsmål med anti-racister. Den yderste højrefløj samlede dengang 30 folk, men et sammenstød blev dog forhindret af et stort politiopbud.

Danmarks Nationale Front bliver betragtet som efterfølgeren til det nazistiske netværk Dansk Front på Sjælland og har et tæt forhold til de århusianske højreekstremister.

JPEG - 111.1 kb
Tidligere medlemmer af Dansk Front står bag Danmarks Nationale Front, som nu mobiliserer til en protest mod anti-racister i Århus lørdag d. 6. februar. Foto: Redox.dk

Gruppen har fortsat Dansk Fronts konfrontatoriske linje overfor venstrefløjen efter netværket blev nedlagt i 2007 og er blevet sat i forbindelse med mindst et overfald på venstreorienterede.

Også på venstrefløjen bliver der mobiliseret til lørdagens demonstration fra hele landet.

Antifascister vil forsvare sig

Den militante gruppe Anti-fascistisk Aktion sender mindst to busser fra København til Århus med aktivister, som støtter op om kampen mod racisme og nazisme.

Lørdagens demonstration er indkaldt af den lokale, nystartede anti-fascistiske gruppe Good Night White Pride og har parolen »Demonstration mod nazisme«.

Arrangørerne har tidligere forklaret, at de ønsker at opbygge en »velorganiseret antifascistisk bevægelse i Århus, som står stærkt på gaden, og som er i stand til at bekæmpe de organiserede fascister, hver eneste gang de stikker deres grimme ansigt frem i Århus«.

Desuden har Good Night White Pride erklæret, at »hvis fascister angriber os, så står vi sammen som en gruppe og forsvarer os«.

Denne holdning er et nybrud i forhold til tidligere, hvor Anti-racistisk Netværk, som består af blandt andet Enhedslisten og Kommunistisk Parti, har tegnet det anti-racistiske arbejde i byen med en klar ikke-volds-strategi.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce