Er det plejen af døende patienter eller omsorgen for indlagte børn, de ansatte skal bruge mindre tid på, når Frederiksberg Hospital skal fyre hver tiende ansatte i løbet af i år?
Patienterne har krav på at få af vide, hvad konsekvensen bliver, når hospitalet skal spare 37,7 millioner kroner på budgettet, mener de ansatte, som på et informationsmøde på hospitalet mandag den 25. januar krævede en konsekvensplan fra ledelsen.
– Vores opfattelse er, at patienterne har krav på at få af vide, hvad det her betyder. Det må direktionen tænke grundigt igennem, når det ser ud til, at de vil massefyre folk, siger fællestillidsrepræsentant for lægerne på Frederiksberg Hospital, Lars Hutters, til DR.
I alt 70 ansatte på Frederiksberg Hospital bliver fyret i løbet af næste måned, mens 30 stillinger ikke bliver genbesat. Frederiksberg er det seneste ud af en række hospitaler i Region Hovedstaden, der er blevet ramt af massefyringer.
På Hvidovre Hospital skal 225 stillinger nedlægges for at spare 107 millioner kroner. En del af stillingerne er i forvejen ubesatte, men ledelsen kommer ikke uden om at skulle dele fyresedler ud, indrømmer hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96