Anklagemyndigheden i Dresden i Tyskland beordrede tirsdag den 19. januar politiet til at beslaglægge tusindvis af plakater og løbesedler, som reklamerer for en stor tværpolitisk demonstration mod en nazistisk march.
Venstrefløjspartiet Die Linke, som har 76 pladser i det tyske forbundsparlament, fik sit hovedkontor i Dresden ransaget, ligesom den antifascistiske butik Red Stuff i Berlin fik besøg af både civilklædte og uniformerede betjente.
De tyske myndigheder mener, at arrangørerne bag demonstrationen »Dresden Nazifrei«, opfordrer til strafbare handlinger, da de mobiliserer til blokader mod en nazistisk march i byen den 13. februar.
Ransagningen har udløst stærk kritik fra venstrefløjen i Tyskland og fik samme dag op mod 1.000 mennesker på gaden til spontane protest-demonstrationer Leipzig, München og Berlin.
Initiativet »Dresden Nazifrei« består af 230 organisationer, heriblandt partierne Die Linke og De Grønne, socialdemokratiets ungdomsorganisation og flere store fagforeninger.
– Det er politisk uacceptabelt, at et bredt folkeligt initiativ på denne måde kriminaliseres. Det eneste vi har opfordret til er fredelige protester, siger Julia Bolk, parlamentsmedlem fra Die Linke.
Ifølge partiet er beslaglæggelsen af demonstrations-materialet et overgreb på ytringsfriheden og en sejr for nazisterne. Derfor har de nu indkaldt til en fælles plakat-ophængnings-aktion af de »forbudte plakater«.
Læs artiklen »15.000 demonstrerede mod nazimarchen i Dresden« på Indymedia.dk.
Den nazistiske march i Dresden er en årligt tilbagevendende begivenhed, som af iagttagere betegnes som den største nazistiske manifestation i Europa. Her samles flere tusinde højreekstremister for mindes ofrene for de allierede styrkers bombardementet af byen under Anden Verdenskrig.
I år er det 65 år siden flyangreb ødelagde store dele af Dresden og det forventes derfor, at årets march vil samle et rekordstort antal højreekstremister. Sidste år samlede marchen 6.500 ny-nazister mens en mod-demonstration samlede 15.000 mennesker.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96