Demokrati i undtagelsestilstand – For en sikkerheds skyld

Dansk politik sværmer fortiden om to centrale begreber. Sikkerhed og nødvendighed. Begge begreberne er tæt forbundne. Al lovgivning bliver diskuteret, behandlet og vedtaget på baggrund af nødvendigheden af sikkerhed.
Det er nødvendigt med en lømmelpakke for, at sikre fredelige demonstrationer i at udarte sig til ballade. Terrorpakken er nødvendig for at sikre det danske folkestyre (begrebet folkestyre vender jeg tilbage til) mod eventuelle terrorister. Det er nødvendigt at politiet får flere beføjelser for at sikre ro og orden. Osv. Osv.

Pointen virker banal, men hvis politik kun (eller overvejende) handler om nødvendigheden af at være sikker imploderer politisk diskussion og nytænkning.

Sikkerhed skal her forstås som indre sikkerhed, idet der ikke er overhængende fare for at Russerne kommer i morgen eller at svenskerne kommer over isen og erobrer København. I parentes bemærket er forvaltningen omkring sikker is ugens nyhedshistorie, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Politiet skal slå hårdt ned på urostiftere. Det er for deres egen sikkerheds skyld.

Dette fokus på sikkerhed og den absolutte nødvendighed af maksimal sikkerhed har de senere år, gjort brugen af undtagelsesret større og større. Undtagelsesret er den type lovgivning, der tilsidesætte normal lovgivning eller grundlæggende rettigheder. Som eksempler kan nævnes lovgivning i asylcentre, ved terrorlov, visitationszoner og lømmelparken. Pointen er her, at den udøvende magt i særlige situationer kan tilsidesætte normal lovgivning og indfører midlertidig lovgivning af en anden karakter. Dette gøres næsten altid af hensyn til sikkerheden. Udtalelser som: ”Vi er simpelthen nød til, at indfører disse særlig foranstaltninger i denne særlige situation, af hensyn til samfundet eller borgernes sikkerhed”, kender vi nu kun alt for godt.

På denne måde indstiftes en slags dobbeltstat, hvor man under normale omstændigheder har en slags lov, men under særlige omstændigheder har en anden. Det helt afgørende bliver selvfølgelig her, hvem der bestemmer hvornår det er normaltilstand og hvornår der er tale om en undtagelsestilstand. Og her bliver det først rigtigt interessant. For den gamle nazi-jurist Carl Schmitt kan et godt huske-råd. Og jeg citere:
”Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden.” (Schmitt 2009:25)

Pointen er, at man først ved hvem der i virkeligheden bestemmer, når man kan se hvem, der bestemmer om situationen er en normaltilstand eller en undtagelsestilstand. Derfor bliver blokpolitik også pludselig interessant. For hvis de samme interesser systematisk er dem der kan tilkæmpe sig retten til at være herre over undtagelsen, så bliver det dem, der kan skifte en lovgivning ud med en anden. Uden dog formelt at indskrænke folks rettigheder, da det kun er for en kortere periode. Fx når man sidder på asfalten i 5 timer under en præventiv anholdelse ved en demonstration.

Folkestyre

Demokrati kan forstås som folkesuverænitet. Det vil sige, at folket både er dem der bestemmer og dem der bestemmes over. Folket er både subjekt og objekt for magten. Og det er jo meget fint alt sammen. I hvert fald i fredstid!

Men i tider med trusler mod sikkerheden, bliver folkesuveræniteten sat midlertidigt ud af kræft. Kun for en kort periode naturligvis. Idet den indre sikkerhed bliver et tema, går vi fra fredstid til belejringstilstand. Det er dog ikke en ydre fjende, der er tale om, men en indre. Demonstranter der laver ballade, potentielle terrorister, rockerbander og lignende. I disse indre belejringstider, må folkesuveræniteten sættes ud af kræft. For en sikkerhedsskyld!

For i særlige situationer skal der træffes hurtige beslutninger, for sikkerhedens skyld. Det er nødvendigt for, at opretholde vores sikkerhed. Og nu har vi balladen!
For hvem kan træffe de hurtige beslutninger og skabe sikkerhed, fx ved, at indstifte en undtagelsestilstand. Det er dem der har magten til at gøre det. Og det er her den gamle nazi-jurists huskeråd er godt.

For når et demokratis fokus på politik går gennem sikkerhed og nødvendighed, og samtidig gør ofte brug af undtagelseslov, først da kan man se hvem der rigtigt bestemmer. Og det er selvfølgelig ikke dig og mig. Det er domstolene, Ministerier og Regeringen. Det tager alt for lang tid at spørge folk om lov, i disse hårde tider. For en sikkerheds skyld tager regeringen, domstole og ministerier nogle hurtige beslutninger. Det er de nød til, for at opretholde sikkerheden.

Det afgørende er i midlertidigt, at vi er villige til at opgive vores frihedsrettigheder for sikkerhed. Det tyder alt i den offentlige debat på. Hvem vil ikke være sikker? 9 ud af 10 danskere synes godt om visitationszoner, 60 % syntes det var fint at anholde næsten 1000 mennesker til demonstrationen den 12. December.
Tilmed har folkestyret genvalgt de politikere der går til kanten (og lidt over) hvad angår de grundlæggende rettigheder. Det er folkestyret der har bestemt, at folkestyret skal til sidesætte folkestyret! (demokrati er en underlig omgang af modsætninger).

I den forstand er det vestlige demokrati som vi kender det i dyb krise. Folkestyret er i færd med, at afvikle sig selv. Frivilligt!