Annonce

6. januar 2010 - 17:04

Gratis Guantanamo-digte til klimafanger

Mandag den 11. januar bliver otteårsdagen for etablering af det stærkt kritiserede amerikanske militærfængsel på Guantanamo på Cuba markeret på utraditionel og poetisk vis i København.

Det sker når kunstforeningen Det Poetiske Bureau uddeler gratiseksemplarer af bogen »Digte fra Guantanamo - Fangerne har ordet« til alle som har siddet i det såkaldte klimafængsel i Valby under COP15-topmødet.

– Vi vil på denne måde gerne understrege den ulykkelige kendsgerning, at både den amerikanske og den danske regering tilsidesætter uskyldige menneskers rettigheder for at få ram på nogle få skyldige, fortæller Martin Kargaard Thomsen, formand for Det Poetiske Bureau.

En stemme til torturofre

Digtsamlingen er udgivet på poeternes eget forlag og giver stemme til de mennesker, som det amerikanske militær har fængslet uden rettergang, almindelige rettigheder eller en konkret sigtelse, mistænkt for forbindelse til terror-virksomhed.

JPEG - 42.1 kb
Guantanamo på Cuba blev oprettet i forbindelse med USA’s »krig mod terror« i 2001. Der sidder i dag 200 mennesker i mlitærfængslet, som præsident Barack Obama har lovet at lukke.

Menneskerettighedsorganisationer har i flere rapporter dokumenteret tortur på fængselsbasen og forgæves forsøgt, at få rejst spørgsmålet om de indsattes rettigheder og juridiske status.

I forhold til »klimafængslet« i Valby handler det om præventive anholdelser af flere end 1.000 mennesker i København under COP15-topmødet. Her blev tilfældige demonstranter bagbundet, tilbageholdt og indespærret uden en sigtelse og ofte uden de almindelige rettigheder, som arrestanter har i Danmark.

– I tilfældet med knibtangsmanøvren på Amagerbrogade ved den store klimademonstration den 12. december 2009, hvor op mod 100.000 mennesker på fredelig vis udtrykte deres utilfredshed med verdens regeringers håndtering af klimaproblemerne, tilsidesatte man helt præcist 964 uskyldige menneskers rettigheder for at få fat på de fire der siden modtog en formel sigtelse, siger Martin Kargaard Thomsen.

Insisterer på en diskussion

Det Poetiske Bureau vil med sammenkoblingen af de to sager gerne være med til at skabe debat.

Men de har ikke noget endeligt svar på hvordan det amerikanske militær eller det danske politi skal løse henholdsvis udfordringen med terror og voldsomme demonstrationer i gaderne.

– Vi har hverken lette eller komplicerede svar på disse spørgsmål på rede hånd, men vi insisterer på diskussionen. Hvad er der tilbage af vores åbne samfund, hvis man risikerer frihedsberøvelse og ydmygelse fordi man befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, fordi man sammen med meningsfæller går på gaden for at markere sit legitime synspunkt overfor offentligheden og politikerne. Eller fordi man befinder sig i samme fjerne land som den berygtede Osama bin Laden? spørger Martin Kargaard Thomsen.

Markeringen af otteårsdagen for Guantanamo og uddelingen af digtsamlinger finder sted mandag d. 11. januar mellem kl. 17 og 19 hos Det Poetiske Bureau i Griffenfeldsgade 52, 2200 København N.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce