De industrialiserede lande skal skære 49 procent af deres CO2-udslip og betale deres historiske klimagæld til ulandene!
Sådan lyder et af budskaberne i den klimaerklæring, som præsidenter og ministre fra ALBA-landene havde med i kufferten, da de ankom til klimatopmøde i København onsdag den 16. december.
Venezuelas præsident, Hugo Chavez og Bolivias præsident Evo Morales kommer velforberedte til både ALBA-folkemødet i Valby-hallen i eftermiddag og til de officielle FN-klimaforhandlinger i Bella Centret.
De to statsledere kommer direkte fra Cubas hovedstad Havanna, hvor de latinamerikanske ALBA-lande søndag og mandag holdt topmøde. Budskabet fra ALBA-landene er klart:
»De udviklede lande – som bærer hovedansvaret for klimaforandringernes negative påvirkninger – har ingen intentioner om retfærdige og afbalancerede resultater i København«, skriver ALBA-landene i deres klimaudslip.

Bolivias præsident, Evo Morales, er ikke i tvivl om, hvor klimaskurkene skal findes:
– Jeg har lyttet til mange debatter i FN, hvor præsidenter fordømmer klimaforandringerne. Men de fortæller aldrig om årsagerne til klimaforandringerne. Vi siger klart, at de skyldes kapitalismen. Vi beder præsidenterne fra det kapitalistiske system om at ændre deres økonomiske model, som ødelægger miljøet og planeten, understreger Evo Morales.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96