Velment guide til anus

Eller med andre ord: Pornogenren er ikke den eneste, der er blevet analfikseret i løbet af de seneste par år. En hel del queer-teoretikere har også udforsket anus’ subversive potentiale; heriblandt Beatriz Preciado, fra hvis Kontraseksuelle Manifest jeg har snuppet de ovenstående kampråb. Queerkrafts pornoredaktion er heller ikke gået ram forbi, så her kommer lidt inspiration til juleferien: Et anmelder-tjek af Fatale Medias berømte analguide for begyndere og viderekomne, Bend Over Boyfriend I (1998) og II (1999).

Med Bend Over Boyfriend (BOB) har produktionsselskabet Fatale Media begået en af sine største salgssuccéser til dato. En smule paradoksalt, eftersom Fatale sådan set er et lesbisk foretagende, og BOB primært henvender sig til heteroseksuelle par. Men lad os nu i første omgang lade den slags snærende betegnelser ligge, for BOB er ude i det dybest set universelle ærinde at erotisere anus, dog i dette tilfælde hovedsageligt den mandlige røv i et heteroseksuelt par.

Fatale Media har kreeret to film, »Bend Over Boyfriend«, og – ansporet af succes’en – »Bend Over Boyfriend 2, More Rockin’ Less Talkin’«. Den første film er skabt inden for den amerikanske tradition for sexoplysning pr. pornofilm. At kalde det en pornofilm er måske endda lige i overkanten, for opbygningen får snarere filmen til at fremstå som et længere indslag OBS, med nogenlunde samme sexappeal.

»More Talkin’ Less Rockin’«

Helt basalt består det meste af filmen af, at de to sex-educators, Carol Queen og Robert Morgan, sidder og snakker til kameraet og smilende og pædagogisk forklarer do’s and dont’s inden for analsex: Man skal altid bruge glidecreme, det er en god idé at starte med en finger først, man skal sørge for at strap-on-dildoen sidder godt fast og langt nok nede, så man kan styre den ordentligt. Og som modtager skal man slappe af og tage imod – rent faktisk ligesom når man sidder på toilettet og åbner op for næste ladning. Og se, det sidste vidste jeg da f.eks. ikke.

Der er lidt for meget snak og lidt for lidt action i Bend Over Boyfriend I - det bliver der til gengæld rettet op på i opfølgeren Bend Over Boyfriend II

Sådan vil de fleste formodentlig kunne få store og små åbenbaringer af at følge parrets anvisninger, men spørgsmålet er, om ikke man kunne have fået dem på anden vis.

Endelig, efter 40 minutters snak (40 min!), går de selv til makronerne og følger pornogenrens mere sædvanlige »show it, don’t tell it«-strategi. Undervejs er foredraget dog også blevet krydret med små indslag, hvor man følger to pars udforskning af analsex, også højst pædagogisk og informativt og håbløst 90’er-agtigt på en sær 70’er-agtig måde. (Var vi virkelig så kiksede i 90’erne?)

Jeg føler mig som et lidt ondt menneske, som jeg nu sidder her og brokker mig. For Bend Over Boyfriend er helt sikkert en banebrydende film og i dén grad tiltrængt. Analsex kræver en vis ekspertise, og dén ekspertise får man ved den søde grød ikke af de fleste pornofilm – tværtimod. Men jeg må indrømme, at jeg nok vil foretrække at få den indsigt på skrift. (Tillad mig i den forbindelse at anbefale Mistress Matisse’s uforlignelige indsigt i strap-on-attitude, eller den ikke mindre fabelagtige Chelseas velskrevne, ærlige og indtagende analguide for begyndere.)

»Bend Over Boyfriend 2, More Rockin’ Less Talkin’« tager fat, hvor den første film slipper. Som en pædagogisk voice-over forklarer i starten: »The folks starring in BOB 2, the real life couples and the pros, are all very experienced when it comes to having anal sex. They’ve worked for months or even years to be able to accommodate the toys that you’ll see. If you aren’t as experienced as them, please watch the first BOB and practice, practice, practice.«

Autentisk analsex med kiksede puder

Det er da ømt. Og BOB 2 har ganske rigtigt mere sex, og mindre snak. Set-up’et er denne gang mere traditionelt – efter en forholdsvis kort indledning, hvor begejstrede kunder i en sexbutik fortæller, hvorfor BOB er sådan en fantastisk film, får vi fem små film med hver sit par. Og de er rent faktisk værd at se.

Der er ikke gjort specielt meget ud af hverken fortællingerne, lyssætningen eller lydsiden. Hvad vi ser, er fem par dyrke analsex. Det er tydeligt, at parrene kender hinanden godt; i flere tilfælde er de endda også par i den »virkelige« verden.

Det er en smagssag, om man synes det fungerer. På den ene side kan man blive nærmest pinlig på parrenes vegne. Lyssætningen er nådesløs, og den intime småsnak, der fungerer så godt i soveværelset, kan hurtigt blive lidt halvflov i dagslys. På den anden side er man ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at de her par nyder hvad de laver. Og efterhånden som man får set sig ind på filmene, forsvinder den indledende beklemthed ved at være lidt for tæt på, til fordel for en fascination af den leg og nydelse, de helt klart får ud af det.

Især den sidste film, hvor et fuldstændig gudeskønt, alfeagtigt pigebarn med en fantastisk rå, sjofel latter i dén grad tager sin mand bagfra, er svær at få øjnene fra. Stadig optaget i et halvlummert soveværelse med elendigt lys og kiksede puder – men pludselig betyder det ikke så meget.

Derfor er analsex så fedt

Hverken BOB 1 eller 2 er film, man sidder og bliver hed i kinderne af. Men de gør noget andet. De overbeviser om, at analsex er fedt. Også, eller måske endda især for den passive part. Noget, man ellers godt kunne være i tvivl om, hvis man blot har orienteret sig om emnet på (K)anal København.

Røven er et forbilledligt demokratisk organ, og derfor også, som tidligere nævnt, et queerpolitisk hotspot. Alle kan tage, og alle kan blive taget. Hvis man vil iværksætte sin helt egen lille kontraseksuelle revolution, er det altså bare et spørgsmål om at komme i gang, og her er man ganske godt hjulpet med BOB-filmene.

Især BOB 2 fungerer som nævnt, fordi den formår at gøre en praksis, som nok stadig vil være temmelig tabubelagt og grænseoverskridende for de fleste, til en fuldstændig indlysende del af repertoiret i dobbeltsengen. Vel at mærke ikke ud fra det pikfokuserede credo om at indtage »noget stramt«, men ud fra den dybest set kønsundergravende lyst til at udforske, anerkende og nyde vores alle sammens anale potentiale.