Annonce

11. december 2009 - 0:12

Alternative medier sætter alle sejl ind under klimatopmøde

Dont hate the media – Be the media.

Sådan har sloganet for det internationale aktivist-medie-netværk Indymedia lydt siden det blev grundlagt i forbindelse WTO-topmødet i Seattle i USA i 1999. Og sådan lyder det stadig når man snakker med de medieaktivister, som i disse dage er i København for at dække COP15 til Indymedia.dk.

I spartansk indrettede lokaler fordelt på to etager i Solidaritetshuset på Nørrebro, har folk fra op imod 10 forskellige lande etableret et Indymedia Medicenter. Herfra vil erfarne aktvister fra blandt andet Indymedia i England og mediekollektivet T21 fra Tyskland tilbyde medietræning og koordniere dækningen af den næste uges protester mod klimatopmødet i Bella Center.

Indymedia.dk relanceret

»Vi opfodrer alle til at deltage til at skabe vores eget medie. Indymedia.dk-siden er blevet opgraderet og har mange nye funktioner samt nye måder, som folk kan bruge til selv at deltage«, skriver Dave fra Indymedia.uk i en mail til Modkraft.dk.

Han fortæller også, at netværket samarbejder med den amerikanske Big Noise Films og Democracy Now, som vil lave web-tv fra Bella Center. Der er desuden folk fra de fleste Indymedia-netværk i Europa tilstede ligesom helt ny gruppe af danske aktivister prøver kræfter med borgerjournalistik for første gang.

JPEG - 32.2 kb
Indymedia.dk er midtpunkt for det internationale aktivist-medie-netværks engelsksprogede nyhedsdækning under COP15 i København. Foto: mark Knudsen.

Den relancerede Indymedia.dk-side giver mulighed for at oploade nyheder, fotos eller video fra sin mobil-telefon, igennem Twitter eller ved selv at klike sig ind og skrive direkte på siden. Hovedparten af historierne er skrevet på engelsk, men der også enkelte pressemeddelelser, reportager og korte nyheder på dansk og spansk. Derudover er der lavet en særlig klima indymedia-side, som indeholder generelle nyheder relateret til klimasagen.

SMS-debat hos Arbejderen

Også andre alternative medier er ramt af klimafeberen.

Autonom Infoservice, som tidligere var en del af Indymedia-netværket, har valgt at pririotere COP15 højt. På den venstreradikale hjemmeside kan man i disse dage finde nyt om demonstrationer, aktioner, workshops med mere. Her er også »aktuelle statements« på dansk samt historier på engelsk og tysk om COP15.

Dagbladet Arbejderen har lavet en tema-side om klima, COP15 og de folkelige mod-arrangementer. Her har læserne blandt andet mulighed for at deltage i en sms-chat og kan for tre kroner plus almindelig sms-takst sende »en opfordring til at komme til en speciel klimaaktivitet, en hilsen til dine venner ude i Klima-kampen, din løsning på klimaproblemerne – du bestemmer selv«.

Man skal dog holde sig indenfor 150 tegn pr. besked. På siden findes desuden links om kommende begivenheder samt historier fra dagbladets generelle dækning af topmødet.

Videohilser og journaliststuderende

På det store alternative græsrodstopmøde i DGI-byen, KlimaForum09, er der også mulighed for at blande sig i debatten ved hjælp af moderne teknologi.

Det kan ske hos YourClimate.tv, som giver deltagere i KlimaForum09 chancen for at sende en video-hilsen, se live-tv fra DGI-byens møder, oploade eget materiale eller se andres videoer. Der er også daglige video-tema’er på siden hvor aktører, som deltager i det alternative topmøde bliver interviewet.

Ude på gaden finder man et andet medie, nemlig Klimakampen.org, som er lavet af fire journaliststuderende fra Journalisthøjskolen i Århus. De skriver om sig selv: »Bevæbnet med kameraer, blokke og mobiltelefoner går vi tæt på aktørerne for at give den bredeste alternative dækning af klimakampen, bl.a. med live-tweets og live-mapping fra de vigtigste begivenheder«.

Selvom hjemmesiden ikke har en klar aktivist-profil, så er der en række nyheder om klimabevægelsen - blandt andet om Naomi Klein og Bike Blok’en, som er en del af Climate Justice Actions »Reclaim Power«-aktion den 16. december. Desuden bestræber siden sig på at levere live-updatering fra de store demonstrationer.

Modkraft på stikkerne

Som den opmærksomme læser har bemærket er heller ikke Modkraft.dk gået helt feberfri.

En særlig COP15-side i grønne farver vil frem til den 18. december byde læserne velkommen og lokke med »Twitter – dagbøger fra gaden«, nyheder på fremmede sprog og lækkert lay out. Tilsammen skulle ændringerne gerne medvirke til at skabe overblik over de kommende dages topmøde-protester og give et nuanceret billede af - et udpluk fra - den uendelige række af aktiviteter, som rammer hovedstaden.

På den nye side vil du kunne finde video-indslag, se billede-reportager og følge live-updates fra de største begivenheder under COP15. Også mere personlige indslag kan ventes, når vores helt egen og splinternye Twitter-gruppe, slippes løs i de københavnske gader.

Følg for eksempel »Carl«, som betegner sig selv som »gadeaktivist« med civil ulydighed, som hans fortrukne aktionsform, Lisbeth Bryhl, medlem af gruppen Forældre Mod Politibrutalitet eller Linda, som er frivillig koordinator fra organisationen Avaaz.org og deltager i topmødet i Bella Center.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce