Tusindvis af demonstranter gik mandag den 7. december på gaden over Iran i protest mod præsteregimentets undertrykkelse og manipulation.
Demonstranterne benyttede en officiel anledning, regimets markering af tre studenters død under en demonstration imod et CIA-støttet kup i 1953, til at starte omfattende demonstrationer imod præstestyret og forfølgelsen af politiske modstandere.
Det er tredje gang efter sommerens omfattende protestaktioner mod formodet valgsvindel ved præidentvalget den 12. juni, at den interne opposition udnytter regimets egne festdage til masseprotester.
Det samme var tilfældet på en solidaritetsdag med palæstinensere i september og en årsdag for besættelsen af USA’s ambassade i Teheran i 1979 i november.
Demonstrationerne synes at være blevet markant mere regimekritiske end de omfattende protestaktioner i juli måned. Kampråbene i gårdagens demonstrationer rettede sig direkte mod præstestyret med råb som »Ned med diktatoren« og »Ned med den bedrageriske regering«.

Også kravet om løsladelse af politiske fanger gik igen i demonstranternes kampråb. Demonstranterne brændte desuden flere steder billeder af præsidenten Mahmoud Ahmadinejad og den religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei.
De fleste demonstrationer synes at være startet på landets universiteter. Der er beretninger om demonstrationer og sammestød ved universiteterne i Hamedan, Qazvin, Kermanshah, Ahvas og Yasuj. Men også uden for universiteterne er det kommet til mere eller mindre spontane demonstrationer. Der er eksempelvis rapporter om angreb på demonstranter fra sikkerhedsstyrkers side flere steder i Teheran.
Mest hedt gik det (sandsynligvis – det er begrænset information, der er kommet ud) til ved Teheran Universitet, hvor det kom til sammenstød mellem specialstyrker og demonstranter. I Fakhr Razi-gaden over for universitetet kastede demonstranter sten efter sikkerhedsstyrkerne.
Politiet havde omringet universitetet fra om morgenen og i løbet af dagen blev omkring 2.000 medlemmer af den religiøse Basij-milits sat ind mod studenterne på universitetsområdet.
Tusindvis af demonstranter marcherede dog i løbet af dagen gennem byen, mens de sang »Khamenei er en morder, hans styre er ulovligt« på vej fra Vali Asr-torvet til trafikknudepunktet Daneshjou.
Ifølge det eksiliranske nyhedsbureau NCRI hindrede sikkerhedsstyrkerne folk i at nå frem til Teheran Universitet og gaderne omkring det - ligesom myndighederne afbrød de elektroniske kommunikationslinjer, der kunne mobilisere flere oppositionelle og sende levende billeder og foto ud fra demonstrationerne.
Sikkerhedsstyrkerne lukkede ifølge NCRI i løbet af dagen skoler og uddannelsesinstitutioner i universitets naboskab samtidig med at embedsmænd udsendte et dekret, der erklærede dem lukket i anledning af Studenternes Dag, årsdagen for drabet på de tre studenter i 1953.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96