Klokken 10 den 16. december vil en større gruppe delegerede fra klimatopmødet i Bella Center forlade de officielle forhandlinger for at mødes med de klimaaktivister, som planlægger at bryde igennem politiets kæder for, at etablere et alternativt topmøde på Bella Centers område.
Læs mere om Climate Justice Now
Besøg Modkraft.dk’s klimaredaktion
Se også Modkraft.dk’s tema-side: »COP15 Klima-topmødet på Modkraft.dk«
Aktionen er arrangeret af aktivistnetværket Climate Justice Action (CJA) i samarbejde med Climate Justice Now, som blandt andre består af NGO’er fra udviklingslandene, som deltager i COP15-mødet.
Det fortæller Climate Justice Action i et interview med Modkraft.dk.
– Vi har kontakt med op mod 200 delegerede inde på Bella Center igennem Climate Justice Now, som er repræsenteret på topmødet gennem NGO’er og observatører. De har kontakter helt op på regeringsniveau og vil den 16. december fysisk forstyrre topmødet og mobilisere til udvandring fra Bella Center, fortæller talskvinde Tannie Nyboe fra CJA.
Aktivisterne forventer således også, at kunne mobilisere regeringsledere fra udviklingslande til et alternativt klimatopmøde, som skal afholdes klokken 12 på området omkring Bella Center.
De øvrige deltagere i dette »Topmøde for Klimaretfærdighed« er de tusinder af demonstranter, der som tidligere omtalt her på Modkraft.dk, forventes at trænge igennem politiets kæder under parolen »Reclaim Power – pushing for climate justice«.
Baggrunden for aktionen er at de delegerede, NGO’erne og aktivisterne ikke har tillid til at COP15-mødet kan løse klimaproblemerne.
– Det er mit indtryk at mange NGO’er og regeringsledere vil afvente situationen og give forhandlingerne en chance. Men når topmødeaftalen efter al forventning viser sig at blive uretfærdig for udviklingslandende og utilstrækkelig for klimaet, forventer vi at mange af de som ikke blev hørt under COP15-forhandlingerne vil deltage i topmødet udenfor, siger talskvinde Stine Gry Jonassen, som ikke vil komme nærmere ind på hvilke regeringsledere man har kontakt til.
De to talskvinder fra CJA-netværket mener, at selvom aktionen den 16. december sandsynligvis ikke kan ændre ved topmødeforhandlingernes resultat, så er forhåbningen at man ved at udfordre forhandlingsprocesserne og opsætte et alternativ kan skabe en anden dagsorden.
Hvorfor vil I afbryde forhandlingerne om en international klimaaftale, som mange opfatter som en løsning på klimaproblemerne?
– Det ville selvfølgelig være alle tiders med en god international aftale. Men se bare på hvor den slags forhandlinger hidtil har ført os hen hidtil: Udledningen af drivhusgasser er steget og steget i den periode, hvor disse møder er blevet holdt. Spørgsmålet er, hvad vi gør når man erkender at FN under de nuværende rammer ikke reelt løser klimaproblemerne. Hvor skal løsningerne så komme fra? spørger Tannie Nyboe polemisk.
CJA mener ikke at de reelle løsninger på klimaproblemerne skal findes i en »grøn kapitalisme«. I deres aktionsindkaldelse skriver de således: »Nej til markedsbaserede løsninger, nej til at virksomhedsgrådighed og kortsigtede politiske løsninger skal bestemme vores fremtid«.
Mange NGO’er fra udviklingslandene tager ofte udgangspunkt i specifikke forhold i deres hjemland. Skal man være erklæret antikapitalist for at deltage i jeres aktion?
– Man behøves ikke at vifte med en antikapitalistisk fane for at være med - en dybere begrebsforståelse af ’kapitalismen’ er ikke en forudsætning for at kunne se, at klimaforhandlingerne som de har tegnet sig hidtil ikke er fede for de mennesker som er berørt af klimaforandringerne, siger Tannie Nyboe.
– De mennesker som vi taler med fra udviklingslandende fortæller, at de har fået trukket et system ned over hovedet som de ikke har bedt om. Derfor et topmøde for klimaretfærdighed, hvor de som er berørte af klimaforandringerne taler om deres egen klimadagsorden. Men også et topmøde hvor man stiller spørgsmålstegn ved at støtte sig til markedsbaserede løsninger på klimakrisen, slutter Stine Gry Jonassen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96