De trækker sig en efter en.
Kandidater til kommunal-/ parlaments- og præsidentvalget i Honduras på søndag trækker sig i stor stil. De sår dermed tvivl om valgets legitimitet.
Langt over hundrede kandidater fra hele det politiske spektrum har nu trukket sig, og alene i tirsdags forlod 60 politikere valgkampen, skriver den latinamerikanske nyhedsstation Telesur.
Kandidaterne trækker sig, fordi den afsatte præsident Manuel Zelaya, som blev væltet af militæret i juni, endnu ikke er blevet genindsat, og fordi der fortsat sker overgreb mod befolkningen.
Senest har regeringspartiet Partido Liberals kandidat til vicepræsidentposten, Margarita Elvir, trukket sig.
Det vækker opsigt, fordi hun er fra samme parti som kuppræsidenten, Roberto Micheletti, og den afsatte præsident Zelaya. I alt har 55 kandidater fra partiet trukket sig.
En anden, der har forladt valgkampen i protest mod kupregeringen, er Samuel Madrid. Han stillede op til borgmesterposten i San Pedro Sula for venstrefløjspartiet Unificacion Democrática.
– Det er ikke etisk at deltage i processen, når præsident Manuel Zelaya ikke er blevet genindsat, siger Samuel Madrid til Telesur.
Også 57 kandidater fra det socialdemokratiske PINU har vendt valghandlingen ryggen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96