Omkring 40 klimaaktivister fra det italienske netværk SeeYouInCopenhagen gik lørdag den 7. november ind på det danske konsulat i Venedig i protest mod den danske regerings såkaldte »lømmelpakke«.
Aktionen var en blanding af demonstration og besættelse, hvor de fyrre aktivister inde på konsulatets område krævede, at sende en medbragt erklæring til den danske regering via kontorets fax-maskine.
Ifølge Modkrafts oplysninger lykkedes det aktivisterne at få afsendt protesten fra konsulatets fax. Den danske konsul forholdt sig i ro under aktionen, som forløb uden arrestationer eller uroligheder.
De italienske klimaaktivister protesterede i den medbragte erklæring mod, at den danske regering ensidigt anskuer den internationale mobilisering op til klimatopmødet i København til december ud fra et lov og orden-perspektiv.
Aktivisterne skriver at, lømmelpakken er en uacceptabel skamplet på et erklæret demokratisk land. De anklager den danske regering for at ville »skræmme folk, begrænse den demokratiske ret til civil ulydighed og svække mulighederne for masseaktioner så meget som muligt«.
De ønsker med aktionen derfor at sende et utvetydigt signal: »Jeres (den danske regerings, red.) formål er ikke blevet opnået, vi er ikke bange«. Vi vil, hedder det i erklæringen, »være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt«.
Aktivisterne skriver, at uden folkelig mobilisering og aktivitet, vil klimatopmødet bliver overladt til det kommercielle erhvervsinteresser.
»Det står fuldstændig klart, hvordan selskaberne griber COP15 an. Deres avancer er afhængige af at forsinke både overgangen til et kulfattig paradigme og radikalt faldende udnyttelse af naturressourcerne«, hedder det i erklæringen.
Det danske konsulat i Venedig har tidligere været udsat for aktioner fra italienske aktivisters side. Konsulatet blev den 6. marts 2006 besat umiddelbart efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København.
Også her krævede aktivisterne at sende en protestskrivelse med konsulatets fax til den danske regering i protest mod de mere end 600 anholdelser under ungdomshusurolighederne.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96