Annonce

4. november 2009 - 0:43

Blokader ved Sandholmlejren i protest mod udvisninger

Kl. 03:10 Modkraft.dk slutter nattens live-dækning med nyheden om, at der ifølge Kirkeasyl er kommet the, kaffe og suppe frem til de aktivister som befinder sig i blokaderne foran Ellebæk-fængslet ved Sandholmlejren.

– De 150 aktivister fryser voldsomt, men er ved godt mod, lyder det fra Kirkeasyl.

Kl. 02:40 Der har ifølge Kirkeasyl været et mindre sammenstød mellem aktivister og politi ved en af blokaderne. Aktivisterne blev slået med knipler, men ingen er anholdt og blokaden fortsætter.

Kl. 02:25 Politet udtaler til Politiken.dk, at de ikke har planer om at bryde de to blokader, som aktivister har etableret ved Sandholmlejren og Ellebæk-fængslet for at forhindre udvisningen af irakiske asylansøgere.

– Når de stopper, trækker vi os også hjem. Men vi vil ikke bryde blokaderne, siger politikommissær Søren Greve til netavisen.

JPEG - 34 kb
Aktivister blokerer indgang til Center Sandholm, som Ellebækfængslet er en del af. Foto: Modkraft.dk

– Det kan godt være, at vi fjerner de spærringer, de har sat op uden for hovedindgangen i løbet af i morgen formiddag, hvis de stadig er der. Men lige nu er det fuldstændigt ligegyldigt, siger han.

Politikomsissæren ønsker hverken at be- eller afkræfte om politiet har planer om at udvise de irakere, som sidder fængslet i Ellebæk, i nat.

Militærudstyr blokerer vejen

Kl. 01:40 En gruppe på omkring 10 mandlige beboere er kommet ud fra Sandholmlejren og har sluttet sig til blokaden foran Ellebækfængslet.

Politiet forholder sig stadig afventende. Det samme gør aktivisterne, som dog fortsætter med at råbe slagord ligesom de har sunget »Kringsat af fjender«.

JPEG - 25.8 kb
Vejspærring opsat af aktivister foran indgang til Center Sandholm. Foto: Modkraft.dk

Kl. 01:23 Kirkeasyl oplyser, at de har sendt folk til Odense Lufthavn for at undersøge om en eventuel udvisning skal foregå herfra.

To aktivister fra initiativet, som tidligere i dag blev anholdt ved Sandholmlejren, er løsladt igen.

Kl. 00:57 Der er lavet endnu en blokade - den nye består af stående aktivister foran hovedindgangen til Sandholm-lejren. Ved blokaden har aktivisterne opstillet tre såkaldte »tank-traps« - store jern-kryds, som normalt bruges af militæret til at stoppe tanks.

Aktivister har derudover sat kæder på bagindgangen til lejren.

Kl. 00:40 Det strømmer løbende til med aktivister, som ønsker at protestere mod udvisningen af de irakiske asylansøgere. En blokade, som er etableret på Ellebækvej nær Ellebækfængslet samler nu op imod 120 mennesker.

Kampklædt politi forholder sig afventende og bruger tiden på at videofilme aktivisterne, som råber »Asyl til alle!«.

Kirkeasyl oplyser desuden, at aktivister har aflåst portene til hovedindgangen ind til lejren for at forhindre, at irakerne kan bringes ud.

Aktivister nåede alligevel bussen

Kl. 00:30 Der er blevet etableret siddende blokader ved Ellebækvej nær ved fængslet, hvor de afviste irakiske asylansøgere befinder sig. Ifølge Kirkeasyl er 70 asylaktivister nået frem til området og deltager i protesten.

Foran hovedindgangen står to hundevogne, syv transitter og fire patruljevogne og afventer situationen, oplyser Modkraft.dk’s udsendte.

Kl. 00:21 Det er lykkedes omkring 100 aktivister i et tog, at undgå politiet på Allerød station ved at stige af et stop før annonceret.

Her - på Birkerød station - ventede den bus, som politiet tidligere tirsdag aften forhindrede i at fragte aktivisterne fra initiativet kirkeasyl mod Sandholmlejren i Nordsjælland. Fra Birkerød station kørte aktivisterne omkring midnat som planlagt sammen i bus mod asylfængslet ved Sandholmlejren.

Kl. 23:45 Ifølge flere kilder planlægger politiet, at udvise en »større gruppe« afviste irakiske asylansøgere fra Ellebækfængslet onsdag nat.

Det har fået omkring 150 københavnske asylaktivister til at tage med tog og i biler mod fængslet for fysisk at forhindre udvisningerne.

– Vi er blevet ringet op fra Ellebækfængslet af to forskellige irakere, som har fortalt os, at det danske politi har orienteret dem om, at de skal udvises i nat. Derfor mobiliserer vi nu vores netværk til at tage op til Ellebæk for at stoppe udvisningen, udtaler Sigurd Jacobsen fra Kirkeasyls pressegruppe.

Ifølge Kirkeasyl drejer det sig om mellem 15 og 17 personer fra Irak, som skal sendes ud af landet natten mellem tirsdag og onsdag den 4. november.

JPEG - 44.7 kb
Foto: Modkraft.dk

Kirkeasyl-aktivister anholdt

Oprindeligt var aktivisternes plan, at tage til lejren i en bus, men dette blev forhindret af politiet tidligere tirsdag aften. To aktivister fra initiativet Kirkeasyl blev desuden anholdt ved Ellebæk-fængslet i aftes.

Kilder oplyser til Modkraft.dk, at der netop nu er et massivt politiopbud både ved Ellebæk og på Allerød station.

Kirkeasyl kalder udvisningerne »fuldstændig uacceptable«.

– Den seneste udvisning viser med tydelighed, at der er god grund til at frygte for irakernes sikkerhed. Af de 22 irakere, som blev udvist i september, er en stor del nødsaget til at leve i skjul. Andre er flygtet ud af Irak af frygt for deres liv. Det er fuldstændig uacceptabelt, og en hån mod internationale konventioner, at Danmark ikke vil anerkende et ansvar for disse asylansøgere, udtaler Sigurd Jacobsen fra initiativet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce