Annonce

2. november 2009 - 15:25

Asylbureau kræver beslaglagt formue frigjort

Asylbureau Aps forsøgte mandag den 2. november at få Københavns Byret til at omstøde en tidligere hemmeligholdt byretskendelse om beslaglæggelse af selskabets indestående bankmidler, i alt 308.000 kroner.

Kravet blev mandag den 2. november fremført på et åbent retsmøde i København, i modsætning til det tidligere retsmøde, der blev holdt for lukkede døre og uden orientering af hverken offentlighed eller asylbureau.

Grundløs beslaglæggelse

Asylbureauet kalder Københavns Politis beslaglæggelse af alle firmaets penge på bankkontoen helt grundløs.

– Det ligner et forsøg på at kriminalisere lovligt humanitær støtte til asylansøgere og flygtninge. Konfiskationen er sket uden nogen som helst beviser for ulovligheder, siger Kirstine Mose fra Asylbureau til Modkraft.dk,

JPEG - 50.9 kb
Anpartsselskabet Asylbureau blev stiftet efter politiets rydning af Brorsons Kirken for irakiske asylansøgere i august måned. Selskabet vil ansætte afviste irakiske asylansøgere, så de kan opnå opholdstilladelse. Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

Asylbureau Aps. blev dannet i august måned i et forsøg på at skaffe arbejde til afviste irakiske asylansøgere, så de kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Det skete efter en regel i udlændingeloven, der skal sikre danske virksomheder mulighed for at importere arbejdskraft fra udlandet.

Og Asylbureau har ifølge Kirstine Mose overholdt dansk lovgivning.

– Vi har fulgt alle de procedurer, som det kræves for at få tilladelse til at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Vi har sendt ansøgninger til Udlændingeservice på deres egne formularer, og da vi fik afslag, kunne vi selvfølge ikke ansætte nogen af de afviste irakere, siger hun.

Først orienteret om beslaglæggelse efter to uger

Københavns Politi beslaglagde onsdag den 6. oktober hele Asylbureaus indestående bankmidler uden at orientere anpartsselskabet. Først den 19. oktober fik firmaet besked om konfiskationer via et brev dateret 12. oktober.

– Formuen blev beslaglagt med henvisning til en paragraf om, at det er forbudt at ansætte udenlandsk arbejdskraft uden arbejdstilladelse. Men det har vi heller ikke gjort. I det åbne retsmøde i dag kunne politiet da også kun læse op fra vores hjemmeside og henvise til kontoudtog, der intet havde med ansættelser af flygtninge at gøre, fortæller Kirstine Mose.

Ifølge Kirstine Mose bestod bankbeholdningen af 308.00 kroner, hvoraf de 250.000 er skudt ind af Kirkeasyl som lånt startkapital til firmaet. De resterende 68.000 kroner er bidrag fra private, der har indbetalt støttebeløb i sympati med initiativet.

– Vi har ikke udbetalt nogen af pengene på kontoen. Det eneste, vi har brugt penge til, er brevpapir og visitkort. Derfor er konfiskationen også fuldstændig grundløs. Vi har overholdt al dansk lovgivning, siger hun.

Hun kan derfor heller ikke forstå beslaglæggelsen som andet end et forsøg på at kriminalisere asylpolitisk aktivitet.

– Det er et demokratisk problem, at politiet griber ind over for lovlig politisk aktivitet. Man forsøger at udskille flygtningeproblematikken til et selvstændigt »problem« som man vil kriminalisere, siger hun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce