Det skulle have været en normal hjemrejse efter familiebesøg og møder om menneskerettighedssituationen i hjemlandet Vestsahara.
Men det sluttede brat den 8. oktober i Casablancas lufthavn i Marokko, og nu står syv ledende menneskerettighedsforkæmpere overfor en militærdomstol og risikerer lange fængelsstraffe.
– Hvis ikke der bliver etableret et massivt internationalt pres, så risikerer de her uskyldige mennesker at ende i fængsel resten af deres dage, siger Abmalainin Omar. Han er befrielsesbevægelsen Polisarios repræsentant i Danmark,.
Polisario har siden 1973 kæmpet for et frit Vestsahara. Siden 1991 har der været våbenhvile mellem befrielsesbevægelsen og besættelsesmagten Marokko.
Anholdelsen af de syv har da også skabt internationale reaktioner. Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, udtrykker »bekymring« over situationen og har kontaktet de marokkanske myndigheder, skriver Sahara Press Service.
Herhjemme har blandt andre Enhedslisten, FOA og Internationalt Forum sendt et protestbrev til Marokkos konge via Afrika Kontakts hjemmeside.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96