Præsident Barack Obama talte fredag den 23. oktober om USA’s klimaindsats på et universitet i Massachusetts. Iagttagere er skuffede over indholdet, der var karakteriseret ved smukke hensigter men ingen konkrete løfter:
– Personligt mener jeg, at Obama bør gøre meget mere. Han må og skal sikre, at USA vedtager love, siger lederen af FN’s klimapanel (IPCC) Tajendra Pachauri
USA er verdens største udleder af CO2 målt per indbygger. En klimaaftale i København uden USA er kun en halv aftale. Alle følger nøje, hvad Obama-regeringen gør på klimaområdet.
Pachauri ønsker, at Barack Obama presser USA’s kongres til at vedtage en rammelov på klimaområdet. Det, mener han, er en forudsætning for, at Klimatopmødet i København kan vedtage en god aftale.
Der er fremsat lovforslag, som skal til behandling i Repræsentanternes Hus i denne uge. Men forhandlingerne er nærmest gået i stå.
– Med strandede forhandlinger og kun seks uger til klimamødet i København har verden brug for en Obama, som går længere end til politiske taler. Han må komme med faste forpligtelser, der bygger på videnskaben, siger Damon Moglen fra Greenpeace.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96