Se Modkraft.dk’s emneliste »Klimaet og den globale opvarmning«
Ved brug af terrorlovgivningen har engelsk politi ifølge klimanetværket Climate Justice Action (CJA) nægtet en engelsk klimaaktivist at forlade England.
Han var ellers på vej til et stort internationalt møde, som netværket afholder i København den 15.-18. oktober for at forberede protester mod FN’s klimatopmøde til december.
I en pressemeddelelse spørger CJA, hvordan det kan være terror at arbejde for at give en stemme til de mennesker, der »igen og igen ignoreres af både regerings- og erhvervsinteresser til globale topmøder«
– Vi stiller os fuldstændigt uforstående overfor, at man overhovedet forbinder klimaaktivister med terrorlovgivning, siger Tadzio Müller fra CJA.
Hændelsen får desuden netværket til at bekymre sig om, hvordan dansk politi vil handle, når klimatopmødet nærmer sig:
– Når det engelske politi bruger helt uhyrlige midler for at forhindre deltagelse i denne type mobilisering, spørger vi ikke blot, hvorfor man forsøger at sabotere aktiv folkelig deltagelse, men også hvilke midler de danske myndigheder har tænkt sig at gøre brug af, siger Tadzio Müller.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96