Annonce

7. oktober 2009 - 3:04

Irak: Isolationsfængslede iranere risikerer tortur

Amnesty International advarer sammen med flere andre organisationer med fokus på situationen for de flere tusinde iranske medlemmer af People’s Mojahedeen Organization of Iran (PMOI), der befinder sig i Irak, mod de irakiske myndigheders seneste indgreb mod Ashraf-lejren i Diyala-provinsen nord for Bagdad.

Den 1. oktober blev 36 iranske mænd overført fra en politistation i byen al-Khalis til Muthanna militærbasen i Bagdad, hvor de nu ifølge Amnesty holdes i isolation.

Overførslen sker på trods af, at domstolen i al-Khalis hele tre gange har beordret iranerne løsladt. Det lokale politi har imidlertid ægtet at slippe dem fri, og overførslen til militærbasen skete med hjælp fra det irakiske militær, skriver Amnesty International i et internationalt opråb om at protestere direkte til den irakiske premierminister Nuri Kamil al-Maliki.

JPEG - 101.9 kb
Sårede beboere i Ashraf-lejren køres væk.

De 36 iranere har været fængslet, siden de irakiske myndigheder angreb Ashraf-lejren, der huser omkring 3.400 medlemmer af den iranske oprørsgruppe People’s Mojahedeen Organization of Iran (PMOI), som har befundet sig på stedet siden 1986.

Ifølge den lokale irakiske domstol har de 36 intet gjort, og Amnesty International kræver, at de irakiske myndigheder øjeblikkeligt løslader dem, sørger for den nødvendige medicinske behandling og garanterer at de ikke bliver udleveret til Iran, hvor de er i overhængende fare for at blive tortureret. De 36 er angiveligt stærkt svækkede, idet de har været i sultestrejke i 70 dage.

Angrebet på Ashraf-lejren

Da Irak blev invaderet i 2003, overtog amerikanske styrker kontrollen med og ansvaret for lejren. Indtil da havde den iranske oppositionsgruppe været i nogenlunde sikkerhed under Saddam Husseins regime efter mange års krig mellem Iran og Irak, men efter invasionen krævede Iran medlemmerne af PMOI udleveret.

USA garanterede imidlertid for PMOI-medlemmernes sikkerhed. Til gengæld måtte de lade sig afvæbne og kunne ikke forlade lejren. I februar 2009 overtog den irakiske regering så kontrollen over Ashraf-lejren som led i en aftale med den nyvalgte amerikanske regering om generel amerikansk tilbagetrækning og overdragelse af ansvaret for sikkerheden til de irakiske myndigheder.

På trods af advarsler fra en række jurister og eksperter i internationale lov om farerne ved overdragelse af ansvaret for beskyttelse af Ashraf-lejrens beboere, stolede den amerikanske administration på den irakiske regering og undlod at leve op til sine forpligtelser om at sikre Ashraf-beboernes sikkerhed.

Resultatet blev ifølge PMOI, at 2.000 irakiske politiflok og soldater angreb lejren den 28-29. juli 2009, hvor de tæskede og skød løs, hvilket kostede 11 mennesker livet og sårede over 500.

JPEG - 98.7 kb
11 blev dræbt og over 500 sårede, da irakiske soldater og politifolk angreb ubevæbnede beboere i Ashraf-lejren i slutningen af juli 2009.

Amerikanske soldater var på det tidspunkt stadig tilstede i lejren, hvor de patruljerede uden at gribe ind overfor overgrebene, og direkte adspurgt, fortalte de, at de havde ordre fra ledelsen i Bagdad om ikke at blande sig i konflikten.

Ifølge den irakiske regering fandt angrebet sted for at sikre mndighederne den fulde kontrol og suverænitet over alle områder i Irak. Efterfølgende fulgte en række forskellige og modstridende forklaringer på de konkrete overgreb i lejren.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce