Hassan Gardi og hans kone Gulizar Sadeq Ahmed, der begge er afviste irakiske asylansøgere, blev den 6. oktober anholdt og overført til fængslet i Ellebæk ved Sandholmleren i Nordsjælland.
Ifølge organisationen Kirkeasyl lider Hassan Gardi af bl.a. svær demens og hjerteproblemer og er helt ude af stand til at klare sig selv. Det er bl.a. dokumenteret så sent som den 29. september, hvor han blev hjernescannet, skriver Kirkeasyl i en pressemeddelelse.
Lidelserne betragtes af sundhedsministeriet som så alvorlige sygdomme, at de efter dansk lovgivning kan give humanitært ophold, men alligevel har Hassan Gardi fået afslag og er altså i stedet sat i fængsel.
Om det er sket med henblik på tvangsudvisning til Irak, er endnu uvist. Ifølge Kirkeasyl har hverken ægteparret eller deres sagsbehandler har fået at vide, hvorfor de er blevet anholdt.
– Det er horribelt og rystende, at de danske myndigheder nu vælger at sætte en alvorligt syg mand bag tremmer, siger Jakob Hjuler Tamsmark fra Kirkeasyl.

– Intet samfund kan være bekendt at spærre dødsens syge og hjælpeløse mennesker inde, og det er helt ufatteligt, at en diagnose, som i andre tilfælde ville give humanitært ophold, åbenbart fuldstændigt ignoreres, når det gælder irakerne.
Hassan Gardi og Gulizar Sadeq Ahmed er blandt de irakere, der i flere måneder opholdt sig i Brorsons Kirke på Nørrebro indtil rydningen den 13. august.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96