Annonce

2. oktober 2009 - 20:54

Ransagning hos medlem af Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge

Tirsdag den 22. september fik Signe Færch, næstformand i Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge, sit hjem ransaget af politiet. Nu afventer Støttekomiteen svar fra foreningens advokat, før man beslutter sig for, hvordan man forholder sig i det videre forløb.

Tog alle mulige slags papirer

Da politiet troppede op tirsdag eftermiddag hjemme hos Signe Færch, var hun ikke selv hjemme:

– Jeg bor i et kollektiv, så det var nogle af mine samboere, som var hjemme som vidner, siger Signe Færch til Modkraft.dk.

Politiet fortalte Signe Færchs samboere, at de havde en ransagningskendelse, hvorefter de gik ind på hendes værelse. Her tog de alle mulige forskellige papirer, herunder mødereferater og notater, med sig. Nogle af papirerne relaterede sig til arbejdet i Støttekomiteen, andre ikke.

JPEG - 53.5 kb
Det var for vildt, at politiet ransager private hjem, når det handler om at hjælpe mennesker i nød, mener Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge. Foto: Gabriela Mansur/Monsun.

– Jeg har fået at vide, at materialet, som man tog med sig fra ransagningen, er blevet sendt til politiets juridiske afdeling, som så skal afgøre, om der skal rejses tiltale, siger Signe Færch.

Forklaringen på ransagningen, som Signe Færch fik, var, at hun havde optrådt på en indsamlingsliste i forbindelse med Støttekomiteen.

Afventer videre forløb

– Vi venter nu på svar fra vores advokat om nogle juridiske spørgsmål, før vi beslutter os for, hvad vi videre gør, siger Signe Færch.

Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge samler penge ind til irakiske flygtninge, som lever under jorden i Danmark. Pengene går til mad, basale fornødenheder og andre ting til flygtningene, som nu lever i skjul.

Der er ifølge Signe Færch på nuværende tidspunkt ingen andre i Støttekomiteen som har fået sit hjem ransaget.

– Ransagningen var ubehagelig. Vi synes alle sammen, at det var for vildt, at man ville gøre sådan noget, når vores arbejde handler om, at vi hjælper mennesker i nød, siger Signe Færch.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce