Hvis man mangler et job, eller synes, man får for lidt i dagpenge, så mød op på Slotspladsen på tirsdag den 6. oktober.
Sådan lyder opfordringen fra Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 og Arbejdsløshedsklubben i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København. De har besluttet at markere Folketingets åbning med krav til regeringen om flere job og 25 procent højere dagpenge.
– Vi synes, politikerne skal have en opsang, når de åbner Folketinget. Vi tager det her initiativ, fordi ingen andre gør det, forklarer Simon Gregersen, næstformand i Stilladsarbejderklubben.
Det er mindre end 14 dage siden, at store dele af den københavnske fagbevægelse besluttede ikke at lave demonstration den 6. oktober sammen med de unge i elev- og studenterbevægelsen, men i stedet holde møde for tillidsrepræsentanter dagen efter.
En beslutning, der har fået en blandet modtagelse ikke mindst blandt stilladsarbejderne og de arbejdsløse i BJMF.
Simon Gregersen er klar over, at det er i ellevte time, initiativet til alligevel at benytte dagen til en faglig markering kommer. Alligevel håber han, at andre fagforeninger, klubber og arbejdspladser følger opfordringen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96