PET-Kommissionen, kampen for et frit Sydafrika og civil ulydighed

Som formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion (LSA) og anholdt to gange i perioden er PET-Kommissionens beretning om »overvågning af den antiimperialistiske venstrefløj 1945-1989« (Bind 9) af en vis interesse. Ikke mindst i forhold til den »terrorlovgivning«, der i disse år rammer Foreningen Oprørs fastholdelse af den internationale solidaritet som politisk mål.

Målet for anti-apartheidbevægelsen var at bære kampen for et nyt Sydafrika ind i hverdagen, at bringe den sydafrikanske frigørelsesproces så tæt på befolkningen som muligt. Målet var at skabe en deltagelse, der overskred det politiske systems mere snævre form.

Landskomiteen Sydafrika-Aktion havde som mål at miskreditere et illegitimt styre og enhver tilsigtet eller utilsigtet støtte til dette styre.

Aktiviteterne havde ofte karakter af civil ulydighed. De bevægede sig på kanten af loven for på denne måde at fremhæve de illegitime forhold, som aktiviteterne rettede sig imod.

Civil ulydighed bliver også i dag et væsentligt tema.

PET-Kommissionens beretning

Landskomitéen Sydafrika Aktion (LSA) bliver især tildelt opmærksomhed i PETs årsberetninger fra 1985 og i de følgende år. Komitéen har kontakt især til ANC (African National Congress) og SACTU (South African Congress of Trade Unions).

Det Sydafrikanske Konsulat blev i 1980’erne udsat for flere civile ulydighedsaktioner i protest mod landets apartheidpolitik. Foto: Landskomiteen Sydafrika-Aktion.

Landskomitéen arbejder primært for at afbryde enhver dansk forbindelse til Sydafrika og samarbejder med ANC om en vedtagelse af internationale sanktioner, der støttes af den sydafrikanske fagbevægelse. En sanktionslovgivning, der mod regeringens ønske bliver vedtaget af et »alternativt flertal« i Danmark.

En boykot af Shell-produkter står øverst på kampagnens dagsorden.

Det nævnes i beretningen, at LSA er det samlende organ for en række komitéer i landet. I januar 1985 dannes en københavnsk komité. En gruppe, der iværksætter flere aktioner, herunder indtrængen på det Sydafrikanske Konsulat. Konsulatet bliver udråbt til ANCs repræsentation i Danmark, og ruderne knust. 14 aktivister bliver anholdt.

Konsulatet er udsat for hærværk, nye besættelser og anholdelser flere gange i løbet af de følgende år.

En gruppe aktivister trænger ind på South African Airways kontor på Vesterbrogade i København, hvor der bliver udøvet hærværk mod inventaret, og to personer anholdt.

Aktivister trænger ind i Investeringsbørsen ved Holmens Kanal og ødelægger kontorinventar til en værdi af ca. 100.000 kr.

South African Airways lokaler bliver igen angrebet og udsat for rudeknusninger og bemaling. Elleve personer bliver anholdt.

Aktivister, der aktionerer mod forretninger, som handler med sydafrikanske varer, bliver anholdt.

Maskerede aktivister trænger ind i rejsebureauet ITTA, hvor inventar og lokaler bliver udsat for omfattende hærværk.

Ti aktivister stjæler 70 kasser Lego, der handler med Sydafrika; kasserne bliver bragt til Storkespringvandet og brændt. Det lykkedes ikke politiet at finde gerningsmændene.

I Region II har Sydafrika Komitéen også udøvet hærværk mod firmaer og forretninger med forbindelse til Sydafrika. Aktionerne finder sted i og omkring Århus.

Maersk Air, Århus Oliefabrik og kulimporten fra Sydafrika er de mest udsatte mål.

Landskomiteens strategi bliver opsummeret i PET-Kommissionens beretning: »Via Nordisk Råd skulle en afbrydelse af diplomatiske forbindelser med Sydafrika vedtages, presset skulle øges på multinationale selskaber for afviklingen af danske økonomiske interesser i Sydafrika, et samarbejde med Folkebevægelsen mod EF skulle hindre, at handelsrestriktionerne mod Sydafrika blev mildnet med det indre marked. LSA skulle fortsætte sit opkøb af aktier i danske firmaer, der handlede med Sydafrika. Dette ville give LSA mulighed for at stille krav om, at firmaerne trak sig ud af Sydafrika«.

Sådan er PET-Kommissionens beretningen. I disse år kan man nærmest savne en lignende strategi i forhold til vilkår andre steder i verden.

Politisk klima

Det politiske klima bliver efterhånden skærpet, ikke mindst under indtryk af boykotkampagnen mod Shell. Der var et stigende ønske fra statslig side om politisk og juridisk at inddæmme den tendens til destabilisering og uro, som solidaritetsbevægelsen tilsyneladende var ved at skabe.

I januar 1989 bliver 21 medlemmer anholdt og sigtet, herunder formanden for landskomiteen.

I forlængelse heraf bliver det noteret i PET-Kommissionens beretningen, at formanden for Landskomiteen Sydafrika-Aktion var medlem af DKP og var på skolingsophold i Ungarn i sommeren 1987:

»Kilder beskrev den pågældende som moderat, idet han tog afstand fra voldelige hærværksaktioner ud fra den overbevisning, at det skadede sagen i forhold til den brede befolkning«.

Anholdelserne var langtfra var de første i komiteens historie. Ofte blev der kalkuleret med anholdelser som element i komiteens aktivitet. Anholdelserne var en logisk konsekvens af begivenheder, konflikter og diskussioner i både offentligheden og i komiteen gennem årene.

De førte dog til et stigende politisk ønske om en retslig forandring, et tilløb til den »terrorlovgivning,« vi i dag står over for.

Udvikling

I den tid kunne der iagttages en udvikling af terrorbegrebet, der senere udfoldede sig i så stor målestok.

»Terrorisme« hørte til det sydafrikanske styres sædvanlige sprogbrug for modstanden mod regimet. ANC blev i hele perioden defineret som »terroristisk organization« af det amerikanske udenrigsministerium og i London. (Ironisk oplysning: Det er først i år, at navnet »Nelson Mandela« er fjernet fra USA’s officielle indrejseadvarsel mod ’terrorister’).

Terrorbegrebet vandt i stigende grad indpas i højreradikale og konservative reaktioner på anti-apartheidbevægelsens arbejde i Danmark. Samtidig voksede kravet om en skærpelse af lovgivningen.

Et element i skærpelsen var forsøget på at omfortolke straffelovens paragraf 114 i afsnittet om »Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.«

Heri hedder det: »Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år«.

Bestemmelsen var rettet mod en indre trussel mod statslig myndighed, vedtaget efter Anden Verdenskrig, men blev i denne periode søgt udvidet til at omfatte støtte til organisationer i andre lande, der førte kamp mod statsmagten.

Det kunne gælde økonomisk eller anden væsentlig støtte til ANC eller til palæstinensiske organisationer, som på dette tidspunkt var i søgelyset, ikke mindst på grund af den såkaldte »Blekingegadesag«.

Landskomiteen Sydafrika-Aktion fastholdt, at den i sin støtte til ANC betragtede den væbnede kamp som et legitimt middel i en samlet strategi for at omstyrte apartheidregimet i Sydafrika, og at lovgivningens intention aldrig havde været at kriminalisere en støtte af denne art.

Udsigt

Den vidtgående omfortolkning af paragraf 114 gik i sig selv igen, men var foruroligende.

Den varslede de skærpelser af straffelovens kapitel 13, den såkaldte »terrorpakke«, der i juni 2002 blev vedtaget af Folketinget. Vedtaget midt i en »politisk panik«, der bredte sig efter angrebet den 11. september 2001 på tårnene i New York.

Hermed bliver det strafbart materielt eller på anden vis at støtte indenlandske eller udenlandske organisationer, der klassificeres som »terroristiske«.

Klassificeringen af organisationer som »terroristiske« er samtidig præget af stor vilkårlighed, præget især af et skjult og ukritisk samarbejde mellem efterretningstjenester. En fælleseuropæisk arrestordre og internationale udleveringsaftaler, som også omfatter USA, er et yderligere led i internationaliseringen af straffelovsbestemmelserne.

I stigende grad bliver demokratiske rettigheder betragtet som hindring for indsatsen mod »terrorismen«. Legitime modstandsformer stemples som terroristiske.

Modstanden kan rette sig mod nationalstaters illegitime besættelser eller manglende evne til at imødekomme legitime ønsker om selvbestemmelse. Eller rette sig mod en global destruktion af både menneskeliv og naturgrundlag, som de nuværende politisk-økonomiske systemer rummer i sig.

Den kriminalisering af social protest, med hvilken stater altid har forsvaret sig, er blevet både skærpet og internationaliseret gennem de seneste år, og den danske stat er dybt integreret heri.

En ophævelsen af terrorlovgivningen ville være at vende tilbage til virkelighedens historie.

Folkeligt oprør er en historisk kendsgerning og i visse tilfælde en nødvendighed. En nødvendighed, der indtræffer, når alle andre handlingsmønstre er undertrykte og utilgængelige.

En åben støtte til en sådan bevægelse nægtes i lovgivningens nuværende perspektiv og rammes af retsforfølgelse.

I sin tid vurderede Politiets Efterretningstjeneste, at formanden for Landskomiteen Sydafrika-Aktion var »moderat«, i dag anklages den samme for at støtte »terrorisme« i Palæstina og Colombia.

Tiderne har ændret sig. Men stadigvæk gælder det: Overførsel af økonomiske midler og politisk sympati for befolkninger og bevægelser, der rammes af voldsom ulighed og besættelse, er og vil fortsat være en grundlæggende rettighed, som hverken anklagemyndighed eller statsmagt kan ophæve.

Civil ulydighed er en demokratisk nødvendighed. Den vil altid være det.

Patrick Mac Manus var formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion i perioden 1986-1990. Han er nu talsperson for Foreningen Oprør.

Patrick Mac Manus har senest skrevet bogen Den tilkæmpede historie – fabler og fortællinger (Forlaget Arbejderen 2009) som optakt til en kommende retssag mod Foreningen Oprør.