Annonce

28. september 2009 - 17:32

Shut It Down barsler med ny hemmelig aktion

Lørdagens aktion imod Amagerværket har givet de ulydige klimaaktivister fra Shut It Down-initiativet blod på tanden.

Initiativet overvejer at fortsætte deres arbejde for at lukke et kulkraftværk, selvom planen oprindeligt var at nedlægge sig selv efter masse-aktionen lørdag den 26. september.

– Vi kan mærke en enorm interesse og opbakning fra forskellige aktivister, som gerne vil fortsætte i Shut It Down-netværket. Selvom vi ikke fik lukket produktionen på Amagerværket, oplevede mange nemlig, at det lykkedes at udfordre den danske klimapolitik, fortæller Tannie Nyboe fra Shut It Downs pressegruppe til Modkraft.dk.

JPEG - 43.7 kb
Aktivisterne fra Shut It Down-initiativet overvejer hemmelige aktioner mod dansk kulproduktion. Her ses aktivisterne på vej til Amagerværket lørdag den 26. september. Foto: Mark Knudsen

– Næste gang vi laver en aktion, bliver det dog ikke med den samme taktik. Det store politiopbud forhindrede os i at komme ind på værket, og erfaringen fra i lørdags er derfor, at det er vigtigt, at der er et overraskelsesmoment, siger hun.

Vil arbejde i hemmelighed

Tannie Nyboe understreger, at den endelige beslutning om, hvorvidt Shut It Down skal fortsætte eller et nyt netværk skal dannes, først formelt træffes på et evalueringsmøde fredag.

Allerede nu løfter hun dog lidt af sløret for, hvad arrangørerne vil foreslå på fredag.

– Vores mål er stadig at ramme produktionen af kul og få den stoppet. Men modsat tidligere bliver vi nødt til at arbejde mere i hemmelighed. Vi vil ikke kommunikere så meget op til aktionen, som det er sket tidligere, udtaler Tannie Nyboe.

Op imod 1.500 mennesker deltog lørdag den 26. september i Shut It Downs forsøg på at lukke kulproduktionen på Amagerværket i København. Flere end 150 mennesker blev præventivt anholdt, da politi i speedbåde og helikoptere, på hesteryg og cykler, og med hunde og knipler, lagde en jernring rundt om værket. Det lykkedes ikke aktivisterne at lukke for kulproduktionen, men de betragter alligevel aktionen som en succes.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce