Annonce

24. september 2009 - 17:56

Klimaaktivister: »Vi vil skubbe, løbe, kravle og snyde os ind«

Forventningens glæde lyser ud af øjnene på aktivisterne i Den Grå Hal på Christiania.

Her har folk med baggrund i Greenpeace, Globale Rødder og en passion for klima-politik hele ugen forberedt sensommerens mest omtalte civile ulydighedsaktion: Lukning af Amagerværket lørdag den 26. september.

Navnet på aktionen er Shut It Down. Og arrangørerne forventer, at op imod 2.000 mennesker vil bakke op om forsøget på at storme Amagerværket, der ejes af det svenske energiselskab Vattenfall og ligger på den navnkundige adresse Kraftværksvej nr. 37.

– Der er ikke tale om en symbolsk lukning af værket. Vi mener det, når vi siger, at værket skal lukkes ned. Og vi går først hjem når det er sket, fortæller Tannie Nyboe fra Shut It Down’s pressegruppe til Modkraft.dk.

JPEG - 59.2 kb
Aktionskonceptet i Shut It Down indeholder mulighed for både sjove udklædninger, hurtigløb og almindelig demonstration med musik og taler. Foto: Sven Espernsen.

For at kunne aflive eventuel mystik omkring aktionen har folkene bag valgt at fortælle åbent om deres planer.

Lilla, grøn og flydende

Udgangspunktet er en demonstration, som starter klokken 14.00 på Christianshavns Torv. Denne demonstration er anmeldt og ruten er godkendt af politiet: Klima-aktivisterne får lov til at gå langs Kløvermarksvej til hjørnet af Kraftværksvej og Forlandet kun få hundrede meter fra Amagerværkets hovedindgang.

På Shut It Downs hjemmeside kan man desuden læse, hvordan »Lilla Blok« herfra vil gå forrest, i kæder og – hvis det blive nødvendigt – skubbe sig vej forbi politiets afspærringer for at give resten af demonstrationen adgang til værket.

En anden gruppe aktivister kalder sig Grøn Blok. Denne gruppe vil på et aftalt tidspunkt bryde ud af demonstrationen og sprede sig i området omkring værket. Blokken består af små mobile grupper i løbesko og tøj, »der kan klare lidt af hvert«.

Disse demonstranter vil gå direkte efter at komme ind på værket og lukke det ned ved at stoppe de transportbånd, som fragter kul ind til afbrænding.

Der vil parallelt med demonstrationen og de mange indtrængningsforsøg også være en »flydende demonstration«. Denne del af aktionen foregår uafhængigt af aktiviteterne på landjorden og udnytter, at Amagerværket ligger ud til Øresund.

På hjemmesiden er baggrunden for dette aktionskoncept forklaret på følgende måde:

»For at give mest rum til alle – bedsteforældre som clubkids, hvalelskere som hackere, cyklister som svømmere – har vi valgt at aktionen skal være en ikke-voldelig, men konfrontativ civil ulydig masseaktion. Det vil sige, at vi sammen kravler hen over loven, fordi vi føler os nødsaget til at gøre noget aktivt for at gøre verden til et bedre sted at leve i. Det vil også sige, at vi ikke nødvendigvis gør, hvad politikerne, politiet og ejerne af kulkraftværket beder os om«.

Tannie Nyboe fra pressegruppen uddyber:

– Vi er parat til at skubbe, løbe, kravle og snyde os ind på værket. At lukke et kulkraftværk i en situation, hvor klimakatastrofen nærmer sig, er helt legitimt.

Samtidig understreger hun, at den oprindelige – lovlige og anmeldte – demonstration under indtrængningsforsøgene vil fortsætte med musik og taler, for alle dem der ikke ønsker konfrontation med politiet.

Politiet vil masseanholde aktivister

Tilbage i Den Grå Hal går tiden med bannermaling, træning af de forskellige indtrængnings-forsøg og folkekøkken hver aften. Stemningen er afslappet, og folk har fundet kostumer frem, som skal sætte kulør på lørdagens aktion.

Særligt en stor humlebi og en bjørn gør indtryk.

– Alt går efter planen, smiler Tannie Nyboe.

JPEG - 41.3 kb
Aktivister har hele ugen forberedt lørdagens Shut It Down-aktion i Den Grå Hal på Christiania. Foto: Sven Espernsen.

Ikke langt derfra, på Politigården, er stemning anderledes alvorlig.

– Det er de helt tunge paragraffer, som disse aktivister kommer op og bokse med, hvis de forsøger, at trænge ind på værket, lyder det fra politiets talsmand, Flemming Steen Munk, da Modkraft.dk fanger ham på mobilen.

Han fortæller, at politiet vil anholde alle, der så meget som forsøger at bryde politiets afspærringer og komme ind på værket.

Desuden vil politiet forsøge at få de anholdte varetægtsfængslet efter straffelovens paragraf 193. Den gælder forstyrrelse af driften af »samfundets samfærdselsmidler… herunder anlæg, der tjener til almindelig forsyning med vand, gas, elektrisk strøm eller varme«.

Strafferammen er op til seks års fængsel, mens forsøg, ifølge politiets talsmand, kan give seks måneder bag tremmer.

Udsigten til masseanholdelser skræmmer dog ikke aktivisterne. De mener ikke, at paragraf 193 kan bruges i forbindelse med deres aktion.

– Ved at lukke et kulkraftværk påvirker vi ikke infrastrukturen, og da vi har meldt vores planer ud for længe siden, har energiselskaberne haft god tid til, at finde alternative løsninger på at skaffe varme og strøm til befolkningen, forklarer Tannie Nyboe.

Hun mener, at politiets udmelding handler om at forsøge, at få folk til blive hjemme på lørdag. Men det vil ikke lykkes.

– Vi tager politiets udtalelser med ophøjet ro. Og det er ikke noget, som på nogen måde gør, at vi ændre vores aktionsplaner, siger Tannie Nyboe.

Hvis man ønsker at vide mere om, hvordan aktionen forløber, vil der være mulighed for at klikke ind på Modkraft.dk hele dagen, hvor der vil være live-dækning af Shut It Down.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce