Annonce

10. oktober 2001 - 19:18

Palæstinensisk politi dræber demonstranter

Demonstrationen på det Islamiske Universitets område i Gaza var arrangeret af Hamas, og havde samlet flere tusinde unge mennesker, da palæstinensiske politifolk pludselig affyrede tåregas og skarpe skud mod mængden.

Ifølge The Jerusalem Post blev yderligere tre palæstinensere dræbt af palæstinensisk politi under uroligheder dagen efter. Avisen oplyser også, at en palæstinensisk politimand ligger i coma efter at være ramt af skud, og at otte demonstranter og 25 betjente er såret under urolighederne.

I både de internationale, israelske og arabiske medier er der imidlertid forvirring om antallet af dræbte og sårede. De fleste melder dog kun om tre dræbte.

Angrebet på de ubevæbnede demonstranter førte til ildkamp mellem politiet og bevæbnede mænd, og senere brændte rasende menneskemængder i blandt andet Gaza By flere politistationer ned.

Først begrundede politiet deres angreb med, at demonstranterne havde kastet sten mod dem, men senere ændredes forklaringen til, at maskerede pistolmænd havde fremprovokeret volden.

Skepsis overfor undersøgelse

Ifølge det iranske nyhedsbureau IRNA, blev angrebet på demonstranterne beordret af Gazas politichef, Ghazi Jabali, der er en af Yasser Arafats tro støtter. Jabali stod i 1995 bag nedskydningen af 13 palæstinensere udenfor Falastin Moskéen i Gaza, men undersøgelserne af disse drab blev dengang hurtigt lukket.

Mange palæstinensere forventer på den baggrund, at det vil gå på samme måde med de undersøgelser af mandagens drab, som Yasser Arafat nu har beordret.

Også i Pakistan er tre demonstranter – heriblandt en 12-årig dreng – blevet skudt og dræbt af politiet i forbindelse med anti-amerikanske demonstrationer.

Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce