En auktion til fordel for de afviste irakiske flygtninge lukkede mandag den 21. september med mere end en halv million kroner i overskud. Salg af kunstværker og malerier igennem auktionshuset Bruun Rasmussen sikrede borgerinitiativet Kirkeasyl 618.500 kroner til deres fortsatte arbejde.
– I Kirkeasyl er vi meget glade for den overvældende støtte fra de danske kunstnere og kunstkøbere. De afviste irakiske asylansøgere har brug for al den hjælp og støtte, de kan få, og det får de nu også igennem denne imponerende indsamling, udtaler Sigurd Jakobsen fra Kirkeasyl i en pressemeddelelse.

Heri oplyser initiativet også, at pengene vil gå til økonomisk støtte og juridisk bistand til de irakiske flygtninge, som stadig får behandlet deres sager i Danmark, samt økonomisk støtte til de tvangsudviste irakere, som befinder sig i Irak.
Det er projektgruppen Aktion/Auktion, som står bag auktionen. Udstillingen af kunstværkerne var placeret i den trendy ende af den Københavnske Kødby, og blandt kunstnerne var hotshots såsom installationskunstneren Olafur Eliasson, streetart-darlingen Husk Mit Navn og stjernefotografen Henrik Saxgren.
Blandt de værker, som blev budt højest op, var John Kørners maleri »3 Iraqis in Brorsons Church«, som blev solgt for 58.000 kroner, skarpt efterfulgt af Cathrine Raben Davidsen, hvis værk fik en salgspris på 30.000. Olafur Eliasson endte på 32.000 kr.
– Årsagen til det imponerende indsamlingsresultat skal nok findes i, at vi ved denne indsamling har kunnet kombinere det bedste fra vores online-auktioner og fra vores traditionelle auktioner, vurderer Peter Christmas-Møller, salgs- og vurderingsdirektør i Bruun Rasmussen.
– Og så skyldes det markante indsamlingsresultat også Aktion/Auktions ihærdige indsats for sagen kombineret med den store opmærksomhed, auktionen har fået i medierne. Det har betydet, at det har været alle og enhver, som har deltaget i auktionen, mener han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96