Annonce

9. september 2009 - 13:15

Gymnasieelever kæmper om stolene

Der er kamp om pladserne, når elever fra landets gymnasier sætter sig til skolebordene. Det er ikke unormalt, at der befinder sig op til 32 elever i undervisningslokaler bygget til 24.

For at sætte fokus på problemet aktionerede gymnasieelever tirsdag den 7. september på Rådhuspladsen i København.

– Vi danser stoledans for at vise, hvordan virkeligheden faktisk er i nogle klasser, fortæller Marcus Turunen fra 2.g på Metropolitanskolen med henvisning til, at der i år startede 3.326 1.g elever i en klasse med mindst 32 elever.

Undersøgelsen »Fra gymnasiefremmed til student«, som er lavet af blandt andet Lars Ulriksen, dokumenterer, at for mange elever i klasserne giver dårligt indeklima, forringet indlæring og højere frafald. Især unge fra arbejderhjem er udsatte, når klassen bliver overfyldt.

Netop de elever har brug for den opmærksomhed til den enkelte, som der ikke længere er tid til, hvis man sidder 32 frem for 28 i en klasse, understreger de aktionerende gymnasieelever.

De ønsker derfor et loft på højst 28 elever i hver klasse.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce