Annonce

4. september 2009 - 3:36

Over 1.000 irakere venter på henrettelse

Efter invasionen af Irak i 2003 afskaffede de amerikanske styrker brugen af dødsstraf, som ellers havde været flittigt benyttet under Saddam Hussein. Allerede året efter genindførte den nyindsatte irakiske regering imidlertid dødsstraffen og har siden udvidet mulighederne for at idømme den ultimative straf.

Argumentet for at genindføre dødsstraffen i 2004 var, at det skulle give myndighederne øget mulighed for at dæmme op for den udbredte vold i landet.

Resultatet er, at over 1.000 irakere i dag venter på at blive henrettet, og at omkring 150 af disse har opbrugt alle appelmuligheder og dermed står overfor at kunne henrettes hvert øjeblik. Det fremgår af en rapport fra Amnesty International.

Tortureret til at tilstå

Ifølge Amnesty International er ti kvindelige dødsdømte for nyligt blevet overført til al-Kadhimiya fængslet i Bagdad, hvilket kan være udtryk for en snarlig henrettelse.

JPEG - 38.4 kb
Over 1.000 mennesker venter i de irakiske fængsler på at blive henrettet, oplyser Amnesty International.

En af disse, den 27-årige morddømte Samar Sa’ad ’Abdullah, hævder at være tortureret med både elektrochok og slag med kabler til at tilstå sin forbrydelse. Hendes retssag varede mindre end to dage, hvorunder dommeren smed en af hendes advokater ud af retssalen, fortæller hun ifølge Amnesty International.

Menneskeretsorganisationen udtrykker i sin rapport stor skepsis overfor domstolene i Irak, som organisationen ikke mener lever op til de internationale standarter for retfærdige retssager.

Blandt andet er der ikke megen åbenhed i forhold til gennemførelsen af henrettelser. Således var det kun et tilfælde der gjorde, at offentligheden fik kendskab til henrettelsen af 18 mænd og en kvinde den 10. juni i år.

AI: Stop henrettelserne

Alene antallet af mennesker, som risikerer henrettelse, er yderst alarmerende, mener Tim Hancock, der er leder af Amnesty i Storbritannien:

– Iraks faldefærdige retssystem kan knap nok klare almindelige forbrydelser. I stedet for at sende hundredvis af mennesker til en grusom død for enden af et tov, bør de irakiske myndigheder standse alle henrettelser og indføre et øjeblikkeligt moratorium, siger Tim Hancock.

I 2008 blev mindst 285 mennesker dømt til døden og 34 henrettet. I 2007 blev 199 dømt og 33 henrettet, mens der i 2006 henrettedes mindst 65.

Tallene formodes dog at være langt højere, idet der ikke føres nogen officiel statistik over dødsdømte fanger, skriver Amnesty International.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce