Pimpernellens tid

Skal vi selv blive hjemløse, før vi kan føle med dem, der har mistet alt? Skal vi miste vore egne børn, før vi forstår forældrenes sorg? Skal vi selv tvinges på flugt før vi kan føle med de flygtende? Skal vi lukke vort land for verden?

Pimpernellens tid

På havet mellem Marokko og den spanske kyst ved Almeria mister tyve livet ved kvælning i en gammel fiskekutter, hvor omkring 250 illegale indvandrere er stuvet sammen. Af dem, der når i land, anholder politiet næsten hundrede. De andre er gået under jorden.

Der var engang vi tillod os selv et noget andet syn på tingene. At hjælpe mennesker på flugt fra utålelige vilkår, at opbyde enhver tænkelig opfindsomhed med hensyn til flugtruter, dokumentfalsk og forklædning var ikke alene litterært stof men også element i humanismens forpligtelse mod forfulgte.

Dog er den mest kendte figur måske nok den snedige og elegante Pimpernel, adelsmanden, der redder sine standsfæller fra revolutionens guillotine i Paris.

Der var engang en drøm om en verden uden grænser. Virkeligheden er en anden. Den lukker sig omkring sig selv i brutal selvtilstrækkelighed. Flig af den fortrængte verden viser sig en sjælden gang som ligene på den spanske strand ved Almeria.

Det er pimpernellens tid, tiden til den røde blomst.

Brorsons Kirken ryddes for irakiske flygtninge. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Mellem hånden og munden

En tidlig morgen kommer de og dræber kvæget og kører alle vore ting væk på lastbiler og efterlader os på en mark og siger, at vi skal gå den vej og peger mod bjergene.

Det skete sidste år eller hvornår, det var, og derfor er vi her og kan ikke vende hjem, og hvor længe vi skal blive her, ved vi ikke. Dag efter dag er det fra hånden til munden, og der er så meget, der kan ske imellem.

Alle de store ting bliver til den lille ting, alle store katastrofer bliver til den lille. Dag for dag. Alle store ord og alt liv og døden findes dér mellem hånden og munden.

Det er afstanden mellem nord og syd, mellem månen og solen, mellem jorden og stjernerne, mellem livet og døden. Den er så stor og den er så lille, og imellem dem kan vi alle falde.

Fortvivlelse

I juleugen tog en iransk kvinde sit eget liv. Hun var blevet nægtet indrejse hertil. Kvinden var blevet sendt tilbage, men under en mellemlanding i München begår hun selvmord i toilettet med en kniv. Sammen med sine tre børn er hun flygtet fra Iran, hvor hendes mand er fængslet. Hun gør det, for at børnene kan blive, for at de ikke skal sendes tilbage.

Må hendes fortvivlelse hjemsøge enhver som har medvirket til at lukke landets grænser for de ulykkelige.

Lad ingen sige som det er skik: Vi vidste det ikke. Forbrydelsen er sket ved højlys dag. Med selvhøjtidelige miner har forbryderne forklaret sig i usselhedens parlament, med velvalgte ord har de motiveret deres skændige dagsordener, i korrumperet forlig har de udleveret de ulykkelige til forfølgelse, fortvivlelse, fængsling og død.

Lad deres drømme blive hjemsøgt af blodbestænkte lufthavnstoiletter, af kufferter viklet i sejlgarn og angst, af grædende børn og håbløshed.

Vi venter

I tre døgn har vi stået her. I frysende rækker gennem byens ruiner og ud på de sneklædte marker. I fem døgn har vi stået her, henover en slette helt uden skygge, hvor dyrene ligger døde.

Vi venter på mel, vi venter på ris, vi venter på vand, vi venter på et stempel. Nogle er faldet om og ingen flytter dem. Langsom træder vi udenom. I går blev to dræbt med knive. Nogen siger de havde prøvet at springe over.

Langsomt bevæger vi os frem. I lange timer kan vi glemme, hvad vi står og venter på. Om natten fryser vi i månelyset og lytter til sjakaler. Om natten brænder vi gulvbrædder fra vore egne huse mens sneen igen falder.

Belejringen

En tiårig pige har inden for de sidste dage to gange forsøgt at begå selvmord.

I en udenlandsk magasin har hun set billeder af jævnaldrende, glade børn, som leger i en have. Midt i byens daglige død, i en barndom af ruiner, kan hun ikke længere forstå sit liv, og vil gøre ende på det.

Historiens næsten umådelige ulykke har også skabt billeder af lykken: en have lys og fredfyldt. Sådan er det i mange folkeslags fortællinger om jordens skabelse. I én af fortællinger hviler skaberen efter den sjette dag.

Hvis vi selv vil skabe haven lys og fredfyldt vil vi ikke kunne hvile. Vi vil dø her på jorden med sorte negle.

Flugtens forsvar

»Krigen mod terror« er i disse år også blevet forvandlet til en »krig mod flygtninge«. Det er ikke længere flygtningen, der skal beskyttes, men staten. Ikke længere den svage, men den stærke.

Mens »krigen mod terror« har undermineret Genèvekonventionen af 1949 om behandlingen af krigsfanger, har »krigen mod flygtninge« på lignende vis undermineret Genèvekonventionen af 1951 om flygtningenes beskyttede status.

At beskytte er at tage vare på de svage. At give sikkerhed til dem, der flygter fra usikkerhed. At skabe lindring for de sårede i krop og sjæl. At tage imod med en generøsitet, som vi selv ville ønske at blive mødt med. Dette er ikke tilfældet i dag.

I stedet skabes isolation og ydmygelse. I stedet forødes dyrebare menneskelige ressourcer. I stedet skabes fysisk og psykisk lidelse, opgivelse og selvmord. Det sker iblandt os. Det sker i lejrene iblandt os. Og en dag vil de lejre blive kaldte med rette navn, og den dag er her måske allerede.

Den danske regering og dens højreradikale støtteparti fører an i denne brutale flygtningepolitik, og ønsker ret beset at frigøre sig helt for flygtningekonventionens bindinger.

Skal vi selv først bløde, før vi kan føle for de sårede? Skal vi selv blive hjemløse før vi kan føle med dem, der har mistet alt? Skal vi miste vore egne børn før vi forstår forældrenes sorg? Skal vi selv tvinges på flugt før vi kan føle med de flygtende?

I disse år likvideres den anstændighed, der i dens egen selvforståelse kendetegnede den borgerlige livsform. En humanistisk tradition, der viger for fremmedangst, for fjendskab, for inhuman administration.

Der skal skabes en ny sensibilitet i dette land. Det er et land, der er blevet hårdere, mere lukket, mere afvisende over for verden. Vi skal åbne dette land. Vi skal åbne det med vores længsel, vores smerte, vores sult. Vi skal åbne det for verden.

Patrick Mac Manus er talsmand for Foreningen Oprør