Annonce

9. august 2009 - 13:13

Israel vil stoppe kritik

Den israelske regering overvejer at gøre det ulovligt for hjemlige græsrodsorganisationer at modtage pengestøtte fra udenlandske regeringer.

Det sker efter, at regeringerne i Holland, Spanien og Storbritannien har sendt penge til menneskerettighedsgruppen Breaking The Silence, så de kunne offentliggøre en rapport i år. Rapporten beskylder Israels hær for at have begået krigsforbrydelser i Gaza-krigen i januar.

Breaking The Silence, der består af nuværende og tidligere israelske soldater, havde samlet vidnesbyrd fra 26 israelske soldater, der gjorde tjeneste under Gaza-krigen. De fortalte blandt andet om, at der blev brugt palæstinensere som civile skjolde, og at hæren brugte hvidt fosfor i beboelseskvarterer.

I sidste uge klagede det israelske udenrigsministerium til de britiske, hollandske og spanske regeringer over deres pengestøtte til Breaking The Silence.

– Dette er en heksejagt og et meget farligt skridt. Israel bevæger sig i en meget anti-demokratisk retning. De kan ikke undertrykke information om, hvad der skete i Gaza, siger Mikhael Mannekin fra Breaking The Silence til den britiske journalist, Jonathan Cook i en stort opsat artikel i bladet The National.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce