Annonce

22. juni 2009 - 1:15

Aktivister skærper kursen overfor klimatopmødet

Når alverdens topledere til december samles i Bella Center for at forhandle en global klimaaftale, vil internationale klimaaktivister direkte forsøge at overtage topmødet for et tidsrum af en dags varighed med henblik på at sætte en anden dagsorden.

Det blev besluttet i weekenden på et internationalt koordinationsmøde på Christiania i København med deltagelse af omkring 140 aktivister fra det meste af verden, især Tyskland, Holland, England og Sverige.

Det store internationale aktivistnetværk, der mobiliserer til klimatopmødet i København, har dermed tilsyneladende skærpet kursen i forhold til tidligere udmeldinger. Hvor idéen hidtil har været at forsøge at »åbne« topmødet for deltagelse af folkelige kræfter, tales der nu mere direkte om at forsøge at trænge ind på konferencen.

– Vi vil forsøge at komme ind på klimatopmødet og organisere et folkeligt topmøde i stedet for det planlagte elitetopmøde. Planen er at gå ind med en masse mennesker, skubbe os vej igennem politikæderne på en ikke-voldelig, men konfrontativ måde, oplyser Peter Polder, en hollandsk aktivist fra netværkets netop etablerede internationale pressegruppe, til Modkraft.dk kort efter mødets afslutning søndag aften.

– Der er ikke tale om en symbolsk aktion, planen er rent faktisk at komme ind, overtage mødet for én dag og sætte en anden dagsorden, tilføjer Peter Polder.

Ikke mere tom snak

Beslutningen om at forsøge at overtage topmødet skyldes manglende tiltro til, at politikerne vil kunne komme frem til en brugbar aftale, forklarer Peter Polder.

– Klimakrisen er grundlæggende en civilisationskrise. Vi er trætte af at høre på politikerne, der nu har snakket om klimaet i femten år, uden at der er kommet noget ud af det. Det eneste, der er sket, er, at udledningen af drivhusgasser er steget og steget.

JPEG - 154.4 kb
Internationale klimaaktivister arbejder med en plan om at trænge ind til klimatopmødet i Bella Center til december, overtage mødet og sætte en anden dagsorden. De tror ikke, at politikerne vil redde klimaet. På billedet ses aktivister, der forsøger at mase sig igennem en politikæde, i forbindelse med et minitopmøde i Bella Center i maj. Foto: Freddy Hagen.

Ifølge Peter Polder forventer man at kunne mobilisere titusinder af aktivister til masseaktionen, der skal finde sted under topmødets sidste del, hvor regeringslederne vil være ankommet til konferencen.

– Der skal være en stor demonstration i København den 12. december organiseret af de store NGO’ere, hvor der formentlig vil deltage op mod 100.000, og hvor vi også vil gå med. Vi forventer, at mange af disse mennesker bliver i byen for at deltage i masseaktionen. Især fra Holland, Tyskland og England vil der kommer mange aktivister, fordi København er så tæt på, påpeger den hollandske aktivist.

Ikke én, men to masseaktioner

På weekendens møde blev det besluttet, at man vil udføre endnu en stor masseaktion under klimatopmødet.

Detaljerne i den anden masseaktion er langt fra på plads, oplyser Peter Polder, men ifølge aktivisten vil der være tale om et forsøg at ramme en stor CO2-udleder.

– Vi vil forsøge at besætte eller blokere en stor drivhusgasudleder et sted i eller i nærheden af København. Vi leder stadig efter et egnet aktionsmål, men budskabet vil være, at vi har mistet tålmodigheden ovenpå femten års tom klimasnak. Vi kan ikke vente mere, nu begynder vi selv at lukke de store virksomheder, der udleder de farlige drivhusgasser.

Danskere også ved at komme med

Det internationale aktivistnetværk har fået navnet Climate Justices Action og omfatter udover aktivistgrupperinger fra det meste af Europa og Nordamerika adskillige miljøbevægelser fra Syden. På weekendens møde deltog eksempelvis repræsentanter fra lande som Brasilien, Bangladesh og Filippinerne.

Mens tyngdepunktet i planlægningen af topmødeprotesten længe primært har ligget i et tysk-engelsk-hollandsk netværk, bekræfter centrale danske aktivister overfor Modkraft.dk, at også danske aktivister efter en lidt sløv start nu for alvor er ved at engagere sig i forberedelserne til klimatopmødet.

– Det er ved at gå op for folk, hvor afgørende klimatopmødet er, hvor meget der står på spil, og at det foregår lige her i byen. Det bliver det største, der sker i mange, mange år, som en af de danske aktivister udtrykker det.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce