Annonce

16. juni 2009 - 15:11

Kvinder »kastede op« på Wilders

Da den fremmedfjendske hollandske politiker Geert Wilders deltog i en konference i går på Christiansborg, havde »to modne kvinder«, som de beskriver sig selv, så meget afsky for ham, at de gennemførte en happening, hvorunder de »brækkede sig i lårtykke stråler«.

Sådan beskriver de to kvinder, der begge hedder Susanne, men ikke ønsker deres efternavne frem, den aktion, som var ved at koste dem en rum tid bag tremmer.

Susanne og Susanne på henholdsvis 46 og 54 år havde medbragt poser med farvet havregrød, som de plaskede ud på jorden, da Geert Wilders forlod Christiansborg ad bagvejen fulgt af sine livvagter og PET-folk.

Kvinderne lavede bræklyde og råbte skældsord efter politikeren, der dog ikke blev ramt eller på anden måde led overlast.

JPEG - 38 kb
Den hollandske højrepolitiker, Geert Wilders, blev næsten ramt af en klat havregrød efter sin tale på Christiansborg. Pressefoto

Krav om fængsling

Alligevel krævede Københavns Politi de to kvinder varetægtsfængslet i 24 dage sigtet for at have begået politisk vold. En livvagt fik nemlig lidt grød på jakkesættet, da han løb hen mod kvinderne, og ifølge politiet ville Wilders være ramt af den brune grød, hvis ikke livvagten havde kastet sig imellem.

Desuden mente anklageren, at Susanne og Susanne ville kunne hindre politiets opklaring af sagen og krænke befolkningens retsfølelse, hvis de var på fri fod.

Dommeren mente dog ikke, at det var helt nok til en fængsling, og de to kvinder kunne efter et retsmøde på to timer og 40 minutter gå hjem »og passe katte og børn«, som de sagde efterfølgende.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce