Annonce

2. juni 2009 - 13:19

Aktivister vil lukke kulkraftværk

Til efteråret får de travlt i PR-afdelingerne i enten Dong Energy eller Vattenfall. Et netværk af centrale og meget erfarne københavnske aktivister er nemlig langt fremme med planerne om en storstilet klimaaktion kaldet »Shut it down«, der skal løbe af stablen den 26. september.

Som navnet antyder er planen at forsøge at lukke et kulkraftværk gennem brug af nogle af de aktionsstrategier, der tidligere har været brugt i forbindelse med aktionerne G13, Luk Lejren og den seneste klimaaktion mod Bella Center søndag den 24. maj.

Eskil, der ikke ønsker sit efternavn frem, men er en af kræfterne bag »Shut it down«, oplyser til Modkraft.dk, at de konkrete detaljer i aktionsplanen endnu ikke er på plads, men i forbindelse med de tidligere masseaktioner har grupper på flere hundrede aktivister forsøgt at trænge uden om eller igennem politiets afspærring ved hjælp af konfrontativ, men ikke-voldelige civil ulydighed.

Ifølge aktivisterne er det et koncept, der udelukker f.eks. stenkast, men tillader forsøg på at presse sig gennem politikæder med eksempelvis stiger eller skjolde.

Avedøreværket eller Amagerværket

Aktivisterne har endnu ikke besluttet, hvilket kulkraftværk de vil forsøge at lukke, oplyser Eskil. Men valget står mellem Avedøreværket eller Amagerværket, de eneste kulkraftværker i Københavnsområdet.

Det første drives af den statslige danske energikoncern Dong Energy, det andet af den svenske energigigant Vattenfall.

JPEG - 36.5 kb
Avedøreværket syd for København er det ene af de to kulkraftværker, som aktivister har i kikkerten i forbindelse med efterårets store klimaaktion. Vælger aktivisterne det store elværk som aktionsmål, vil det især være den statsejede energikoncern Dong Energy, der kommer til at stå i skudlinjen. Amagerværket, det andet mulige værk, drives af Vattenfall. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Hvorvidt man vælger det ene eller det andet værk – og dermed den ene eller anden koncern som modstander – kommer til at bero dels på politiske overvejelser og dels på konkrete taktiske overvejelser om, hvor det er bedst at aktionere, fortæller Eskil.

Ikke bare de sædvanlige aktivister

Under de tidligere masseaktioner har deltagerne meget været erfarne aktivister, men Eskil fortæller, at man denne gang gerne vil have bredere grupper til at deltage, hvilket man bl.a. forsøger at opnå gennem dannelsen af alliancer til andre organisationer og netværk på klima- og miljøområdet.

Hvis aktivisterne vælger at aktionere mod Vattenfall, står de overfor en modstander, der har et særligt blakket miljøry. Som andre energikoncerner har den svenske virksomhed gjort meget for at markedsføre sig selv som grøn og miljøvenlig, men ifølge en række græsrodsorganisationer er der tale om ren retorik, der dækker over, at virksomheden i det skjulte lobbyer for bl.a. fortsat afbrænding af kul. Den 24. maj kårede organisationerne, der tæller Corporate Europe Observatory, ATTAC-Danmark, NOAH, Klimabevægelsen og KlimaX, Vattenfall som »årets klimasvindler«.

Læs pressemeddelelse om kåringen: »Vattenfall vandt prisen som årets klimasvindler«

Hvordan kan »Shut it down« bidrage til at redde klimaet?

– Politikerne snakker og snakker om CO2-reduktion, men der sker ikke noget. Aktionen er en konkret måde at tage ansvar på, vise at man selv kan gøre noget for at redde kloden fra de destruktive effekter af klimaændringerne, hvor kulkraft er en af hovedsynderne.

Hvorfor laver I ikke aktionen under klimatopmødet til december?

– Der kommer til at ske så meget andet under topmødet, men det er da klart, at den her aktion vil virke mobiliserende op til mødet og være med til at opbygge en klimabevægelse, siger Eskil, der regner med, at også udenlandske aktivister vil deltage i aktionen.

(Eskils fulde navn er redaktionen bekendt.)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce