Erhvervsmænd, politikere og embedsmænd, der deltog i weekendens klimapolitiske minitopmøde »World Business Summit on Climate Change« i Bella Center, havde ikke bare travlt på mødet.
Om natten gik de til den i det københavnske prostitutionsmiljø
– Vi har haft sindssygt travlt. Politikere har jo også brug for at slappe af efter en lang dag, siger sexarbejderen »Miss Dina« til Nyhedsbrevet 3F.
Nyhedsbrevet har kontaktet en række escortbureauer og prostituerede, der alle melder om en betragteligt øget omsætning i forbindelse med topmødet. Og det er tilsyneladende fast kotume ved topmøder og andre store begivenheder i hovedstaden.
Ifølge Dorit Otzen, der er leder af Reden International, en organisation til bekæmpelse af kvindehandel, tiltrækker den slags nemlig traditionelt flere sexarbejdere.
– Mange mænd samlet et sted betyder mere arbejde til de prostituerede. Desuden har vi en regering, der ikke vil forbyde sexhandel, så vi indbyder faktisk selv de besøgende til at gå til prostituerede, siger hun til Nyhedsbrevet 3F.
Dorit Otzen kalder det desuden absurd, at der selv under det sociale topmøde, hvor man diskuterede fattigdom og marginaliserede grupper, var »god gang i sexhandlen«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96