Annonce

27. maj 2009 - 18:31

Bar røv mod kulkraft

Omkring 200 aktivister afsluttede sent tirsdag aften tre døgns protester i anledning af en klimakonference i Bella Center med en gadefest foran H. C. Ørstedsværket i Københavns Sydhavn.

Til stor glæde for de forsamlede pressefotografer valgte flere af festdeltagerne at optræde mere eller mindre afklædte.

Der var indkaldt til festen via sms-kæde, hvor folk blev opfordret til at møde op ved Dybbølsbro Station på Vesterbro et par kilometer fra kulkraftværket, som drives af den statslige energikoncern Dong Energy, som aktivister fra »Not Your Business«-initiativet, der har stået bag de seneste dages demonstrationer og aktioner, betragter som en førende »klimasynder«.

JPEG - 107.7 kb
En ung kvinde »mooner« til ære for pressen i forbindelse med en gadefest ved H. C. Ørestedsværket. Foto: Freddy Hagen.

– Vi havde valgt H. C. Ørstedsværket, fordi det på mange måder er en legemliggørelse af en forfejlet klimapolitik baseret på fossile brændsler som olie, gas og ikke mindst kul, der udleder store mængder CO2. Når vi valgte at lave netop en gadefest, skyldes det, at der er en smuk og sjov måde at udøve civil ulydighed på, siger en af festarrangørerne, der ønsker at være anonym, til Modkraft.dk.

Politiet var relativt massivt til stede under festen, tydeligvis usikre på aktivisternes intentioner. De sidste valgte imidlertid at lave en aftale med politiet om at stoppe festen klokken tolv, en aftale aktivisterne overholdt.

– Vi havde bare lyst til at lave vores gadefest og havde ikke lyst til mere knippelsuppe, udtaler aktivisten, da Modkraft.dk spørger om årsagerne til den »pæne« stil.

JPEG - 96.7 kb
Bodypower vs. kulkraft, aktivister viser muskler under en piratfest ved H. C. Ørestedsværket i Københavns Sydhavn. Foto: freddy Hagen.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce