Annonce

24. maj 2009 - 14:53

Aktivister klar til Bella Center

Klimaaktivister fra »Not Your Business«-initiativet er i fuld gang med at forberede den varslede civil ulydighedsaktion mod det klimapolitiske minitopmøde »World Business Summit on Climate Change«, der åbner i Bella Center senere i dag.

Omkring firs aktivister, fortrinsvis fra udlandet og provinsen, er søndag formiddag forsamlet i »Ørkenfortet«, en gøglerskole på Islands Brygge få kilometer fra Bella Center, hvor politiet allerede patruljer massivt.

– Stemningen er rigtig god. Vi går og forbereder demonstrationen. Jeg vil helst ikke ind på hvordan, men kan godt love, at det bliver spektakulært, fortæller en af de tilstedeværende aktivister til Modkraft.dk.

Ifølge aktivisten har politiet flere gange været forbi gøglerskolen, som aktivisterne bruger som et såkaldt »info-point«. Politiet har dog ikke været inde på selve skolen, men er nøjes med at patruljere flittigt på gaden udenfor.

Kl. 14 starter en demonstration fra Christianshavns Torv med kurs mod Bella Center, hvor de forsamlede erhvervsfolk, politikere og videnskabsfolk skal finde ud af, hvordan erhvervslivet kan bidrage til at nedbringe udledningen af skadelige drivhusgasser.

Aktivisterne i »Not Your Business«-initiativet er stærkt kritiske overfor ideen om, at erhvervslivet kan spille en positiv rolle i forhold til at redde kloden fra de truende klimaforandringer. Ifølge dem svarer det til at sætte brandstiftere til at slukke brand.

Når demonstrationen når frem til Bella Center, er aktivisternes plan at udføre en større civil ulydighedsaktion, der skal forstyrre åbningsceremonien indenfor.

De præcise detaljer i aktionen vil blive givet videre til demonstrationsdeltagerne på vejen ud til Bella Center, har aktivisterne tidligere oplyst til Modkraft.dk.

Modkraft.dk følger aktionen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce