Annonce

18. maj 2009 - 18:05

Lieberman vil forbyde palæstinensere at mindes fordrivelse

Det ultra-nationalistiske israelske parti Yisrael Beitenu med den nuværende udenrigsminister Avigdor Lieberman i spidsen fremsætter i denne uge et lovforslag, der skal kunne give op til tre års fængsel for israelske palæstinensere, der markerer årsdagen for israelernes fordrivelse af palæstinenserne, som ledte op til dannelsen af staten Israel.

Palæstinenserne mindes traditionelt fordrivelsen under navnet Nakba, »Katastrofen«, fordi omkring 700.000 mennesker mistede deres hjem.

JPEG - 105.4 kb
Den russisk fødte israelske udenrigsminister Avigdor Lieberman langer igen ud efter de israelske palæstinensere.

– Lovens intention er at styrke sammenholdet i staten Israel og forbyde markeringer af Uafhængighedsdagen som en sorgens dag, siger Yisrael Beitenus talsmand, Tal Nahum, til avisen Ha’aretz.

Krav om loyalitet

Yisrael Beitenus foreslog under sin valgkampagne i februar, at retten til at stemme og varetage offentlige erhverv skulle gøres afhængigt af en loyalitet overfor den israelske stat. De israelske palæstinensere, der udgør omkring 20 pct. af landets befolkning, protesterede dengang voldsomt og kalder også det nye lovforslag racistisk.

Israels højreorienterede regering med premierminister Benjamin Netanyahu i spidsen, er stærkt afhængig af Avigdor Liebermans ultra-nationalister.

Netanyahu, der på det seneste har talt positivt om oprettelsen af en palæstinensisk stat, udtalte for nyligt et krav om, at fremtidige fredsforhandlinger med palæstinenserne skal gøres afhængig af, at palæstinenserne anerkender Israel som »en jødisk stat«, skriver Ha’aretz.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce