Når Verdensakademiet mødes for første gang efter sommerferien d. 19. august, begynder vi at arbejde med Mellemøsten - og du kan sagtens nå at være med!
Verdensakademiet er Internationalt Forum Københavns nye aktvistgruppe, hvor vi lærer om antiimperialistisk solidaritetsarbejde sammen og af hinanden gennem oplæg og debat, og hvor vi bruger oplæggene som springbræt for at arrangere offentlige aktiviteter om de emner, vi har på hjertet. Vi er mellem 15-25 år, vi mødes ca. hver anden uge og vi arbejder med emner som befrielseskampen i Kurdistan, Israel-Palæstina konflikten, sociale forandringer i Latinamerika, imperialismens historie og meget andet. Du behøver ikke vide noget om emnerne på forhånd, blot du har interesse i at vide mere om internationalt solidaritetsarbejde og synes projektet lyder spændende. Forløbet ender i starten af 2016 med en fælles studietur til Mellemøsten, som vi planlægger sammen.
Lyder det som noget for dig? Vi holder en intromøde for alle dem, der ikke har været med før, d. 19. august kl. 17 i Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, Nørrebro. Efter intromødet, kl. 18, holder vi vores første session efter sommeren, med både nye og gamle aktivister. Hvis du gerne vil komme, skriv gerne en mail til oplysning@internationaltforum.dk, så ved vi hvor mange kommer. Og hvis du har spørgsmål, smid os en mail også! :)