Demonstrationer i Aarhus, Odense og København: Udsatte kræver respekt og værdighed til alle

Demonstrationer i Odense, Aarhus og København samlede torsdag den 4. februar hver flere hundrede demonstranter, der ville give stemme til syge, flygtninge, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre udsatte befolkningsgrupper og kræve respekt og værdighed til alle.  

I København deltog omkring 500-600 personer i en demonstration på Christiansborg Slotsplads.

Arrangørerne havde på forhånd blandt andet udpeget personer, der rammes af kontanthjælpsloft, 225 timers regel, besparelser på handikaphælp, syge, praktik-ramte, flygtninge og hjemløse som målgruppe for demonstrationen.

– Der er for mange mennesker i dette land, der enten befinder sig i fattigdom, eller ryger ud i fattigdom som konsekvens af de mange reformer, skiftende regeringer har indført de sidste par år. Ikke mindst børn bliver ramt, siger Tanja Bjørn Zabell, der var konferencier ved demonstrationen i København, i en pressemeddelelse.

Demonstrationen i København var blandt andet kendetegnet af ikke at have nogen politikere blandt talerne – og kun en enkelt fagforeningsrepræsentant. Til gengæld kom repræsentanter for blandt andet hjemløse, flygtninge og syge til orde.

– Jeg synes derved, det lykkedes at give en stemme af de udsatte grupper, der rammes af den fattigdomsskabende politik, siger Claus Jannsson, der var en af medarrangørerne af demonstrationen.

I vil gerne give stemme til en meget bredt sammensat gruppe borgere – arbejdsløse, flygtninge, syge – var det så ikke et skuffende fremmøde?

– Nej, det vil jeg ikke sige. Mange af de her grupper er meget svære at få til at møde frem, blandt andet fordi mange har svært ved at komme ud af deres hjem. Vi har desuden kun haft de sociale medier til at mobilisere – så jeg er godt tilfreds, siger Claus Jansson.

Han fortæller, at initivativet bag demonstrationen har indkaldt til et stormøde den 21. februar, hvor man vil diskutere, hvordan arbejdet for sociale rettigheder og respekt kan fortsætte.

– Det vigtigste er, at der sker noget. Hvilken organisatorisk form og hvilke organisationer, der præcis er med er mindre vigtige, siger han.